Bilister chikanerer fartdæmpning

Blomsterkasser skiftes ud med blivende vejchikaner i Ugilt

EMNER 30. september 2002 08:00

UGILT: I foråret blev der opstillet vejchikaner på Ugiltvej i begge ender af Ugilt, og disse fartdæmpende foranstaltninger har ikke været populære blandt de mest rabiate fartdjævle. Chikanerne er lavet som store blomsterkasser, og de er adskillige gange blevet påkørt med et sådant tryk, at kommunens folk skulle bruge en del tid på at flytte dem tilbage. Og senest er en af kasserne blevet ødelagt ved en påkørsel. Derfor følger teknisk udvalg et forslag om at erstatte forsøgschikanerne med blivende foranstaltninger, hvilket kommer til at koste mellem 50.000 og 60.000 kroner at udføre. - Fartdæmpningen i Ugilt bliver gjort færdig med nogle blivende foranstaltninger, som bliver rykket ud i midten af vejen. Der lægges et stykke asfalt udenom, så alle bilister bliver nødt til at dæmpe hastigheden. Vi er lidt trætte af, at kasserne skal skubbes tilbage hele tiden, oplyser formanden for teknisk udvalg, Poul Dige Pedersen. Ifølge ham bliver arbejdet med de blivende foranstaltninger udført i efteråret, idet der er penge tilbage på kontoen. - Måske sætter vi de ledige kasser op på Ugiltvej i Linderum, tilføjer Poul Dige Pedersen. De to landsbyer har tidligere været med i et forsøg på Ugiltvej med differentierede hastigheder, og forsøget mundede blandt andet ud i ønsker om fartdæmpning inde i de to byområder. Vejchikanerne i Ugilt har da også hjulpet en del på bilernes hastighed gennem landsbyen. Før de blev opstillet, lå gennemsnitshastigheden i vestenden af byen på 56 km/t, og 27 procent kørte lovligt. Bagefter blev hastigheden målt til 48 km/t i gennemsnit, og godt 50 procent kørte lovligt. Fornylig viste endnu en hastighedsmåling i Ugilt, at den positive udvikling havde holdt sig på samme niveau. - I udvalget talte vi om vi skulle gøre forholdene så lovlige som muligt, eller vi skulle forsøge at bremse den bilist, der kører 130 km/t. Vi blev enige om det sidste, for sker der noget, går det rigtig galt. Og vi har snakket med politiet og amtet, om det hjælper at trække fartdæmpningen ud til midten, siger udvalgsformanden. Med støtte fra Vejdirektoratet kørte forsøget med differentierede hastigheder i årene 1998-2000 på Ugiltvej, der med belastning på 1300 biler pr. døgn er ret befærdet. Selv i den periode, hvor der var mest opmærksomhed omkring forsøget, havde teknisk forvaltning fartmålinger, der viste, at enkelte bilister kørte 120 til 130 km/t på Ugiltvej.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...