Bilister er vilde med aircondition

AALBORG:Danske bilister er vilde i varmen for at få aircondition i deres biler. Efterspørgslen på klimaanlæg, der sikrer en behagelig inde-tempeatur uanset varmegraderne udenfor, er enorm. Hos Peugeot - Danmarks mest sælgende bilmærke - er 60 pct. af alle biler med løven i logoet nu udstyret med en eller anden form for aircondition. Og på den mest populære model, familiebilen Peugeot 307, er det lige før, udstyret sidder i dem alle. - De dyreste har det som standard, og til XR-modellen bestiller nu hele 95 pct. af kunderne bilen med aircondition, fortæller informationsmedarbejder Maria Stougaard hos den danske Peugeot-importør, K. W. Bruun. Et hurtigt rundspørge til nogle af de øvrige bilimportører giver stort set enslydende svar: Aircondition i biler bliver mere og mere udbredt, så en branche-vurdering lyder på, at mellem 50-60 pct. af alle nye biler, der sælges herhjemme, leveres med aircondition. Enten som standard- eller ekstraudstyr. Sidder klimaanlægget ikke i bilen, og man skal have det eftermonteret, er prisen stærkt svingende. I omegnen af 40.000 kr. koster et aircondition-anlæg til en Volvo, mens man i den anden ende af prisskalaen skal betale ca. 10.000 kr. for at få kold luft i den ny Toyota Avensis. Opel skal have 20.000-22.000 kr. for aircondition i en Astra, mens det til "klassekammeraten" VW Golf koster godt 16.000 kr. Super-sommeren har i øvrigt ikke blot sendt mange nye biler på gaden med det forjættende aircondition - det har også været travlhed hos firmaer, der reparerer den slags. Medarbejderne hos Axel Kettner Auto i Aalborg har svedt ekstra i sommerugerne med at få defekte anlæg til at køre. - Nogle har måske kørt rundt med halvdårlige anlæg og udskudt reparation. Men da så temperaturerne drønede op i Danmark, kan det nok være bilisterne skulle have gjort noget ved deres airconditionanlæg, fortæller værkfører Kjeld Pristed hos firmaet Axel Kettner. Og så er det i øvrigt værd at bemærke: Aircondition er lig med øget sikkerhed på landevejene. Undersøgelser i solvarme Californien viser, at bilister uden aircondition er skyld i op mod 75 pct. flere uheld.