Bilister får lov at tyvstarte på Egnsplanvej

Fra 21. december kan der køres mellem Hadsundvej og Vissevej

Niels Brauer
En midlertidig forbindelse kobler Egnsplanvej på Vissevej, hvorfra der videre er adgang til Indkildevej.
Aalborg 17. november 2017 06:26 - Opdateret 21. november 2017 15:39

AALBORG: På årets korteste dag, 21. december, og dermed et lille års tid før den endelige færdiggørelse, festtaler og snoreklip får bilisterne adgang til Egnsplansvejs jomfruelige asfalt, i hvert fald på en del af strækningen.

I øjeblikket asfalteres de sidste stræk mellem Hadsund Landevej og Vissevej og på den baggrund har trafik og veje under by- og landskabsforvaltningen besluttet at åbne for adgang fra Egnsplansvejs tilslutning til Hadsundvej til Vissevej, hvorfra der er videre adgang til Indkildevej.

Tilslutningen til sidstnævnte kommer til at foregå via en midlertidig asfalteret forbindelse, umiddelbart syd for Visevej 17.

Fra samme dag vil der være adgang til Egnsplanvej via Zeusvej i Gug og Karlfeldts Allé Sønder Tranders.

Åbningen af strækningen bliver ifølge Martin Holst Fischer, by- og landskabsforvaltningen, ikke markeret formelt, men blot ske ved, at de eksisterende spærringer fjernes.

- Den officielle indvielse venter vi med, indtil vejen står færdig i sin helhed, siger Martin Fischer.

At man lader bilister tyvstarte på den færdiggjorte del af egnsplanvej, begrunder han med fornuften i at give bilisterne dén mulighed, når nu asfalten er klar til at tage imod dem.

Den resterende del af Egnsplanvejprojektet (tilslutningsanlæg til E45, Mariendals Mølle Motorvejen og Indkildevej) er defineret som etape to og forventes færdiggjort i efteråret 2018.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...