Bilister hælder forkert brændstof på bilen
Et stigende antal bilister dummer sig og risikerer en kæmpe regning

Tusindvis af bilister hælder det forkerte brændstof i tanken. Arkivfoto Bente Poder
NORDJYLLAND:Tusindvis af danskere vælger den forkerte stander, når de tanker brændstof på deres bil. Og de risikerer at ødelægge motoren.
En opgørelse fra Dansk Autohjælp viser, at 2400 bilister sidste år fik hjælp fra firmaet, fordi bilister eksempelvis havde hældt diesel på en benzinbil. Det var en stigning på 22 procent i forhold til året før.
Størst risiko er der for de bilister, der lige har skiftet bil fra en benzinbil til en dieselbil. Fejlene på tankstationen opstår som regel på grund af gamle vaner, uopmærksomhed eller uvidenhed, konkluderer Dansk Autohjælp.
- Det er vigtigt straks at ringe efter hjælp, når man opdager fejlen. Man skal ikke starte bilen og køre væk fra standeren, heller ikke selv om man måske spærrer for andre. Hvis det forkerte brændstof kommer ind i motoren, skal brændstoffilteret ofte skiftes, og i værste fald kan man ødelægge motoren, siger Henrik Ahlstrøm Olsen, der er stationsleder hos Dansk Autohjælp.
Når det oftest er benzin, der bliver hældt i dieselbiler og ikke omvendt, skyldes det, at studsen på benzinpumpen er mindre end den til diesel.
En farlig blanding
De største skader på bilerne sker, hvis bilisten fyldes benzin i en tank, hvor der allerede er flere liter diesel, og starter bilen.
- Hvis man fylder en tom dieseltank op med benzin, vil bilen ret hurtigt gå i stå, og man kommer ikke videre. Hvis blandingen derimod er cirka fifty-fifty kan bilen køre flere hundrede kilometer, uden at det kan mærkes. Problemet er bare, at benzin ikke indeholder den nødvendige smøring, og så ødelægger man på et tidspunkt motorens højtrykspumpe, forklarer Henrik Ahlstrøm Olsen.
Pinlige fejl
Han og kolleger møder tit bilister, der er temmelig pinligt berørte over deres fejl.
- Mange er bange for, at de har ødelagt bilen og får en kæmperegning. Så galt behøver det dog ikke at gå. Hvis bilen ikke har været startet, er det i de fleste tilfælde nok at tømme tanken og fylde det rigtige brændstof på, siger Henrik Ahlstrøm Olsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.