Bilister har lært af klippekortet

I dag er det fem år siden, klippekortsordningen til kørekort blev indført.

1. september 2010 09:52

Dagens fødselar har nok en svingende popularitet, alt efter hvem man spørger. Ordningen, der giver politiet mulighed for at give klip i kørekortet for trafikforseelser, er en succes for politiet, der siden 1. september 2005 har uddelt 275.000 klip. Modtagerne af klippene er nok af en noget anden overbevisning. Det første år efter ordningen blev indført, blev der uddelt knap 77.000 klip. Derefter var det som om bilisterne forstod alvoren, og siden da har der være uddelt cirka 69.000 årlige klip på den danske asfalt. Kræver kontrol I Rådet for Sikker Trafik ønsker man fødselaren tillykke. - Vi er store tilhængere af ordningen. Det har været en af de sanktionsmodeller, der har været mest effektive i Danmark, siger direktør i Rådet for Sikker Trafik, Anders Rosbo. Efter ordningen blev indført dykkede antallet af kvæstede i trafikken. Men, siger Anders Rosbo, en ordning som denne kræver en tilstrækkelig mængde politikontrol på vejene. - Hvis ikke kontrollen er høj nok, så kan en sanktion være nok så god. I perioden efter indførslen løb vi ind i en politireform, og der oplevede vi en stigning i antallet af kvæstede igen, siger han. Krav til selen Anders Rosbo er godt tilfreds med fødselaren i det nuværende udseende, men kunne godt tænke sig et strammere regelsæt omkring brugen af seler. - Vi hører i befolkningen, at det skal give klip at køre uden sele. Det ville ændre bilisternes adfærd og redde liv i sidste ende, siger Anders Rosbo.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...