Bilister skylder 30 millioner i bompenge

STOCKHOLM:Forsøget med kørselsafgifter i Stockholm spøger endnu, selvom det indtil videre er slut. Mange svenskere har nemlig undladt at betale afgiften, og 4800 bilister skylder i alt 30 millioner kroner i afgift. Derfor er deres sager nu endt hos fogeden, som skal indkræve pengene, skiver Dagens Nyheter. Når en bilist ikke betaler afgiften, kommer først en lille påmindelse med posten efter to uger. Hvis den stadig ikke bliver betalt, lægges 500 kroner oveni. Først efter fire måneder ender sagen hos fogeden. Strafafgifterne udgør knap 20 millioner af de 30 millioner kroner, som gratisbilisterne skylder for deres ture gennem Sveriges hovedstad. Siden tidsfristen for de første betalinger udløb, har den svenske foged modtaget 60.000 sager om manglende betalinger om måneden. /ritzau/