Færdselsforseelser

Bilister spiller hazard med promiller

Bilisterne har lært, at det er dumt at køre med for meget sprit i blodet. Det har de årlige spritrazziaer her i juletiden afsløret.

Til gengæld har de seneste to razziaer i Aalborg også afsløret, at bilisterne går lige til stregen, når det gælder promillerne. - Jeg vil skønne, at omkring hver tiende af dem vi har stoppet, har ligget med en promille på mellem 0.45 og 0,49; og det ser ud som om de kører efter, at holde sig lige på stregen, siger politikommissær Finn Munk Sørensen. Han mener, at der er tale om en klart stigende tendens og er bekymret for udviklingen. - Jeg vil helt klart advare mod den form for hazardspil, der er og bliver utrolig dumt at køre når man har drukket, fastslår Finn Munk Sørensen. Han peger på, at også en promille på 0,48 i langt de fleste tilfælde vil påvirke ens kørsel. Men derudover kan hazardspillet også få mere alvorlige konsekvenser. - Det kan være svært at vurdere om man ligger lige over er lige under promillegrænsen, og ligger man over så klapper fælden uanset om man troede at man lå på den rigtige side. Især hvis man har drukket tidliger på dagen eller dagen i forvejen kan det være svært at vurdere om man holder sig på den rigtige side af stregen. Derudover er de færreste formentlig klar over, at også en promille på under 0,5 i værste fald kan få et kedeligt efterspil. Bliver man indblandet i et trafikuheld kan man nemlig risikere at få tilkendt en del af skylden, hvis retten vurderer, at spiritussen har haft indflydelse på ens evner til at køre bil. - Mit råd er helt klart til bilisterne, at de ikke drikke overhovedet, når de skal ud at køre. Og hvis det endelig skal være, at de så holder sig til det ene glas, fastslår Finn Munk Sørensen.