Biljagt med 200 km/t.
Seks patruljevogne sat ind for at stoppe ung mand
Opdateret kl. 06:24
AALBORG: Nordjyllands Politi måtte natten til onsdag sende seks patruljevogne ud for at stoppe en 24-årig mand, som med alle midler forsøgte at undslippe politiet.
Ifølge vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi begyndte jagten på manden, da han blev opdaget på Universitetsboulevarden i det østlige Aalborg kl. 01.45 i en stor BMW uden nummerplader. Politiet forsøgte at få bilen stoppet, men det havde den 24-årige mand bag rattet ikke tænkt sig. Han fortsatte ad Humlebakken og tog motorvej E45 nordpå gennem Limfjordstunnelen med 200 kilometer i timen.
Politi lagde sømmåtter ud
Manden drejede fra mod Hals, og over stok og sten gik det gennem Stae og Vester Hassing. Det lykkedes politiets patrulje at hænge på trods farten.
- Flere patruljevogne kom til, og på et tidspunkt var der seks vogne efter manden, fortæller vagtchefen.
Efter lidt tid vendte manden om og kørte tilbage mod motorvejen igen, men i Stae havde politiet lagt sømmåtter ud. Det forhindrede dog ikke bilisten i at køre ad motorvejen mod Frederikshavn. Der gik dog bare tre kilometer, før han havde tabt så meget luft i dækkene, at han måtte stoppe.
16-årig pige med i bilen
Den 24-årige mand, der er fra Sjælland, blev anholdt af politiet.
Han skal afhøres onsdag og kan se frem til adskillige sigtelser blandt andet for sin kørsel. BMW’en, som han kørte i, var hans egen. Men den var ikke registeret og ikke forsikret.
Ud over den 24-årige var også hans 16-årige kæreste med i bilen. Hun blev af politiet kørt hjem til sine forældre.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.