Tyverier

Biljagt med 202 kilometer i timen

To yngre mænd blev sent tirsdag aften fanget af Rigspolitiets Hovedvejspatrulje efter en hidsig biljagt på motorvejen i nordgående retning.

De to mænd kørte i hver sin Audi. Den ene af bilerne påkaldte sig udover hastigheden omgående politiets opmærksomhed, fordi dens nummerplade var meldt stjålet. Det viste sig siden, at nummerpladen havde været tabt men var kommet tilbage til sin ejermand, og at ingen af bilerne var stjålet. Men den hastighed de blev kørt med, lod ingen tvivl tilbage om, at alle fartgrænser var overskredet. Den ene bil blev målt til at have kørt 202 kilometer i timen. Den anden noget mindre. Begge kørte dog så meget for hurtigt, at de fradømmes kørekortet og får en betragtelig bøde. Inden de to blev stoppet, havde Aalborg Politi sendt en del patruljebiler afsted, der var placeret ved en række frakørsler fra motorvejen. Politiets jagt af de to, fik den første til frivilligt at holde ind i vejsiden ret hurtigt, mens den anden med de 202 kilometer i timen var fast besluttet på at slippe fra politiet. Det lykkedes ikke. Den vilde kørsel får nu et retsligt efterspil for begge.