Bilkøbere stadig vilde med brandbilen

Citroens C3-model er trods problemerne stadig meget populær

Biler 25. marts 2003 07:00

FREDERIKSHAVN: Han starter med at have en selvironisk distance til C3-modellens brandproblemer, Citroen-forhandler Troels Strøm: - Det er da også et brandgodt tilbud, er hans reaktion, da NORDJYSKE spørger ham, om det ikke er pudsigt, at bilkøberne stadig har så stor tillid til bilen. Men internt i firmaet spøger man ellers ikke med de selvantændende biler. - For os her i huset er det er ret alvorligt emne, så det er ikke noget, vi joker med, siger Troels Strøm bestemt. Citroen-forhandlerne har måttet sluge mange sarkastiske kommentarer og vittigheder. For eksempel at folk ikke tør købe en Citroen, fordi de er bange for, at brandforsikringen derhjemme stiger. Men tilsynelandende er der længere mellem vittighederne, end der er mellem bilkøberne. For på den seneste salgsliste over Danmarks mest solgte biler ligger C3'eren på en 4. plads, C5 på 7. plads og yderligere to Citroen-modeller i top 20. - Kunderne har taget det utrolig pænt, og det viser salgstallene jo også. Men nu skal man jo også huske på, at vi jo langt fra er de eneste, der har kaldt biler tilbage. Vi endte desværre på forsiden af aviserne og på alle landets tv-kanaler, og det kunne vi selvfølgelig godt have undværet, siger Troels Strøm. For at gøre ondt være gik der midt i hele mediestormen med de selvantændende C3'ere for et par måneder tilbage også ild i en C5-model. Men det viser sig nu at være en enlig svale. - Den er blevet undersøgt af ingeniører nede i Frankrig, og enkelte modeller blev ligefrem taget ud af produktionen. Men det viste sig heldigvis at være tale om et enkeltstående tilfælde, siger Troels Strøm.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...