Bill Clinton får nyt, sikkert toilet

Når man har været præsident i USA, kan man ikke bare blande sig med almindelige mennesker.

Anders Kjærgaard
Når man har været præsident i USA, kan man ikke bare blande sig med almindelige mennesker. Arkiv foto.
Frederikshavn 14. september 2006 23:43

Så skulle Bill Clinton blive toilettrængende under sit ophold i Arena Nord i Frederikshavn, hvor han holder foredrag 29. september, kan han ikke bare benytte et af de eksisterende toiletter. Arenaen bliver delt op i forskellige sikkerhedszoner under besøget, og Bill Clinton vil kun opholde sig i rød zone: Scenen og området bag scenen. Her er der ingen toiletter. Endnu. For p.t. knokler håndværkere med at bygge et back stage-toilet samt en opholdsstue til eks-præsidenten, der altså får spritnye lokaler at opholde sig i, når kan kommer til Frederikshavn. - Vi har mange store arrangementer, så det dur ikke, at vi mangler toiletter og andre faciliteter bag Arena Nord. Vi har tit talt om, at vi skulle have gang i byggeriet. Clinton-besøget er anledningen til, at vi får det gjort, siger Claus Pedersen, direktør for Arena Nord. Han tilføjer, at Bill Clinton er en beskeden gæst, der ikke kræver meget andet end noget at drikke og lidt at spise. - Rockstjerner er meget mere besværlige. Mange har en lang liste med krav til, hvad der skal være back stage. Nogle gange tænker man sit, men der er ikke andet at gøre end parere ordre, siger Claus Pedersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...