Aså

Billard-mestre kåres

De kommende to weekender står i kommunemesterskabernes tegn i Asaa Billardklub.

- I takt med, at der er blevet stadig flere elitespillere inden for billardsporten i Brønderslev Kommune, indføres en helt ny række i kommunemesterskabet, nemlig klasse elite. Denne klasse er for en række elitespillere med et gennemsnit over 30. De betyder, at de næstbedste spillere fra 20 til 30 indgår i klasse A, som tidligere var for alle, fortæller klubbens formand, Johnny Sort Jensen. Johnny Sort Jensen siger, at der når man ser på lodtrækningen, er der to klare favoritter til mesterskabet, nemlig Søren Sørensen og Henrik Jørgensen som oplagte bud på en finaleplacering. Outsidere er Martin Christensen og Lars Lænkholm. I klasse A fremstår Henrik Andersson som oplagt favorit til mesterskabet. I klasse B vil den "gamle ræv" Ole Hartman fra Ørsø være et spændende bud på topplacering. For første gang afvikles klasse C som handicap. Spillerne skal spille til deres årsgennemsnit gange 25, hvortil lægges 30 point. - Det gør klassen mere åben, siger Johnny Sort Jensen, der udråber Jens Baunwall samt Jonas Petersen fra Hjallerup som kandidater til mesterskaberne. Seniorrækken er som altid umuligt at sætte navn på. Men det ligger måske lidt i kortene, at én af Brønderslev Billardklubs deltagere vil markere sig helt fremme.