Billardklubben venter stadig på sponsorat

Sæby 25. marts 2003 07:00

SÆBY: SÆBY: På torsdag kan Sæby Billardklub fejre 20 års jubilæum, og det største ønske på festdagen er et sponsorat fra kommunen. Billardklubben spiller i Danmarks bedste række. Udgifterne er store, og derfor har klubben søgt om et sponsorat på 40.000 kroner. Grunden er, at det er dyrt at være med i den bedste række. Der skal skiftes jævnligt skiftes klæde på bordene, og der er desuden mange kampe på Sjælland, som betyder store udgifter til overnatning og fortæring. Efterhånden kan billardklubben dog ikke følge med i, hvor mange udvalg der efterhånden har haft ansøgningen til behandling. Problemet er, at Sæby Kommune ikke har klare regler, når det gælder tildeling af sponsorater. Derfor har ansøgningen cyklet frem og tilbage, og sagen ender formentlig i byrådet, hvor de folkevalgte skal tage endelig stilling. Udover Sæby Billardklub søger også atletikklubben SIK 80 og Sæby Golfklub om økonomisk støtte fra kommunen. Alle tre ansøgninger bliver behandlet i dag i økonomiudvalget. Nedturen Succesen i Sæby Billardklub er ikke kommet af sig selv. Efter gode år i 87, 88 og 89 kom nedturen i 1990 med restancer på husleje og forbrugsudgifter, og hvor klubben var nødt til at sælge to billardborde. Stormen blev dog redet af, og stille og roligt begyndte det igen at gå fremad. I 1997 flyttede klubben i skønne lokaler på Aalborgvej i Sæby, som blev sat i stand med hjælp fra klubbens medlemmer. Antallet af medlemmer voksede, og sidste år kom så kronen på værket, idet førsteholdet rykkede op i elitedivisionen. Bestyrelsen i Sæby Billardklub består af: Tage Andersen formand, Arne Skriver næstformand, Poul Sørensen, kasserer og turneringsleder, Svend Mikkelsen, sekretær og Leif Jacobsen aktivitetsudvalg og ungdomsmedhjælper.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...