Billardkøer kridtes op til ny sæson

Sindal 1. oktober 2002 08:00

AARS: Så er der for alvor taget hul på sæsonen 2002 - 2003 i Aars Billard Klub. Det kan måles på den aktivitet, der var i den forgangne uge, hvor hele 16 turneringskampe blev afviklet. I Old Boys rækken var der sat kegler op til et rent lokalopgør. Første og femteholdet tørnede sammen, og det resulterede i en suveræn sejr på 8-0 til førsteholdet, der også er kendt som gårdmandsholdet. Andetholdet tog hjemme imod Hammel, og dette opgør endte retfærdigvis uafgjort 4-4 efter en meget lige kamp. Ejvind Madsen og Johannes Christensen sørgede med deres sejre for det ene matchpoint til hjemmeholdet. Fjerdeholdet var på besøg i Randers, og fik her begge point med hjem efter sejr på 6-2. Aars Billard Klubs andethold som spiller i Danmarksserien tabte på udebane 6-2 til Gellerup fra Århus. Brian Nielsen stod for den enlige sejr til holdet, da de øvrige spillere var langt under daglig standard. Tredjeholdet som spiller i Jyllandsserien spillede på udebane uafgjort mod naboklubben Tinghøj. Torben Harbo og Jørn Jensen sørgede med deres sejre for det ene matchpoint til holdet. To af klubbens tre damedivisionshold har også været i kamp, og det resulterede i en sejr og et nederlag. Andetholdet tabte ærgerligt 4-2 til Sindal, mens tredjeholdet på hjemmetæppe besejrede Ans med 4-2 efter flot spil af specielt Linda Harbo og Herdis Brix.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...