Bille pokalhelt for Rosenborg

Den indskiftede dansker blev matchvinder i overtiden

Nicki Bille fik i sidste uge debut på landsholdet mod Polen. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

Nicki Bille fik i sidste uge debut på landsholdet mod Polen. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

TRONDHEIM:Nicki Bille Nielsen blev onsdag den store pokalhelt for Rosenborg, da storklubben spillede sig videre til semifinalerne i den norske pokalturnering.

Rosenborg slog Vålerenga med 2-1 på et sejrsmål af den danske angriber.

Nicki Bille, der i sidste uge debuterede for det danske landshold i en venskabskamp mod Polen, ventede helt frem til overtiden, før han sikrede Rosenborg avancement til semifinalerne med den afgørende scoring.

Det så længe ud til, at kampen skulle ende 0-0, men opgøret på Lerkendal nærmest eksploderede i slutfasen.

Først gjorde Alexander Søderlund det til 1-0 for Rosenborg 12 minutter før slutfløjt.

Gæsterne fik lidt senere udlignet til 1-1 ved Torgeir Børven, før indskiftede Nicki Bille to og et halvt minut inde i overtiden steg til vejs og headede et indlæg fra Mikael Dorsin i mål.

Ægte Rosenborg

- Det er det, vi træner på hver eneste dag. Ud på kanten og ind over med bolden. Det er ægte Rosenborg. Det er sådan ”Perry” vil have det, sagde Nicki Bille efter kampen til NRK.

Personen, som Bille henviste til, er Rosenborg-træner Per Joar Hansen med øgenavnet ”Perry”.

Det er første gang siden 2010, at Rosenborg har spillet sig frem til semifinalerne i den norske pokalturnering./ritzau/ntb

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.