Billeder med genklang

Fotograf Trine Søndergaard erkendte tidligt, at hun ikke opfatter virkeligheden som så mange andre. Det prøver hun at fange med sine billeder

Claus Smidstrup og Claus Søndberg
Kunstfotograf Trine Søndergaard boltrer sig i den vide verden, og nu også hjemme i Nordjylland. Foto: Claus Søndberg
Kunst 20. september 2013 09:02

NORDJYLLAND: Udstillingsaktuel i Israel, England, USA, Holland, og med en bog på vej i Tyskland er der bud efter den 41-årige kunstfotograf Trine Søndergaard, kvinden bag denne måneds Stedets Ånd i NORDJYSKE, og altså international anerkendt billedkunstner, prisbelønnet, med mange udstillinger og bogudgivelser bag sig og faste aftaler med gallerier i København og New York,

Det er ikke sådan at sige, hvordan det kunne gå sådan for kunstfotografen, der ikke som sine kolleger er uddannet på et kunstakademi - faktisk heller ikke som fotograf, men dog fra fotoskolen Fatamorgana.

I hvert fald er hun ikke selv meget for at sætte ord på, hvad det er hun kan.

Så hellere tale om, hvad hun gerne vil.

Udforske virkeligheden. Hvordan den opleves. Hente den ind og sætte den i sammenhæng.

Det var dér Trine Søndergaard tog fat, da hun havde forladt barndommens Biersted og var kommet til at bo i Skelbækgade i den hårde del af Vesterbro i København. Hun begyndte med at fotografere sine naboer i opgangen, bevægede sig så ud i gaden.

- I den lille gade var der mange forskellige virkeligheder. Det prøvede jeg at kortlægge, at undersøge de forskellige virkeligheder i virkeligheden.

De andres virkelighed

Én af dem var de gadeprostituerede. Mange af dem var kvinder på Trine Søndergaards egen alder, men i en hel anden virkelighed.

Hun søgte billeder på, hvorfor det var sådan, og det blev til fotoserien og bogen ”Now That You Are Mine”, som på sin vis banede vejen til, at Trine Søndergaard blev etableret i kunstfotografkredse. Det udløste i hvert fald den ansete tyske bogpris ”Albert Renger-Patzsch-Preis”, som siden er blevet fulgt op af adskillige hæderslegater og stipendier, herunder det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

Ikke at det siden har været en strømlinet karriere for Trine Søndergaard - hun har for eksempel tre gange fået barn med sin fotografmand og holdt pauser, når der ikke har været noget, hun måtte udforske - men det gav hende kontakter ud af landet, som var og er vigtige for hendes muligheder for at arbejde, som hun vil.

I mange år løste hun opgaver, som var med til at finansiere sine udstillinger, mens hendes økonomi nu i høj grad hviler på, at de nævnte gallerier sælger hendes billeder.

Det giver hende muligheden for at vente på og være parat, når nødvendigheden dukker op.

- Alt, hvad jeg har lavet, er startet ved en tilfældighed. At jeg har set noget ude i virkeligheden, der har fået mig til at tænke.

Struder og guldnakker

Som da hun midt under burkadebatten stødte på struden, den hovedbeklædning, som kvinderne på Fanø i tidligere tider brugte som værn mod vind og vejr. De stærke kvinder på Fanø, der holdt styr på hus, hjem og familie, mens manden var til havs.

Trine Søndergaard fik unge kvinder til at give nyt liv til de gamle struder, og var fascineret af at lave portrætter af tildækkende ansigter.

- Hvis du ikke kan fotografere et ansigt og alligevel gør det, så peger du pilen et andet sted hen, prøver i hvert fald at pege mod noget sjæleligt, mod sindet, identiteten eller ”hvad nu man kan kalde det ...”

Samtidig er billederne også en kommentarer til debatten om muslimske kvinders tildækning, men også en større fortælling, som igen vokser i den kommende bog, ”Stasis”, hvor strude-billederne spiller sammen med fotografier af en anden gammel dansk hovedbeklædning, guldnakken, og en serie billeder af stille, tomme rum, der lige som kvinderne på billederne fører et andet sted hen.

Indtil for nylig var fortællingen blot billeder på væggen i hendes værksted i ”Fabrikken”, der huser i alt 53 kunstnere og designere, og som dér på kanten mellem det nye og gamle Amager er stedet, hvor Trine Søndergaard håndterer dobbeltheden i at være sin egen chef. Nyder at bestemme selv, men er også bevidst om, at der sjældent er nogen, der skubber på eller forventer noget af hende.

Billeder skal komme fra et behov

I nogle projekter har hun et arbejdsfællesskab med sin mand, Nicolai Howalt, men vanligvis sætter hun sig selv i arbejde, og indtil videre er der dukket noget op, som hun har fundet interessant, selv om hun efter hver endt opgave tænker, at nu er det slut.

Hun trækker på skuldrene og siger, at hvis det en dag skulle være slut, så måtte hun finde sig et arbejde.

- Jeg har det ikke sådan, at jeg skal lave billeder. Der skal være en grund til det. Det skal komme fra et behov og en nysgerrighed og ikke bare fordi - sådan er jeg ikke indrettet. Hun opfatter heller ikke sig selv som ”den overproduktive, der altid har et kamera i hånden”, men hidtil har der været virkelighed, der har skullet hentes ind, modelleres og sættes i sammenhæng.

Trine Søndergaard har for længst har slået sig til tåls med, at hun ikke umiddelbart deler virkelighedsopfattelse med andre. Sådan har det altid været, har hun fornemmet, og giver det ikke mening at sætte ord på, så gør det måske at søge det med kameraet. Søge efter en genklang mellem det, hun oplever, og det, hun fotograferer.

- Jeg undersøger, hvordan jeg selv opfatter virkeligheden, prøver at lave billeder, der ligner det, jeg oplever, siger hun og spørger, om det giver mening. I hvert fald er det ikke hendes oplevelse, at kameraet er et specielt sandfærdigt medie.

- Jeg kunne godt tænke mig at lave billeder, der laver genklang for mig selv ... og det ikke noget, der sker bare, fordi man holder et kamera op.

Mødet med publikum og verden

Selv om meget af Trine Søndergaards motivation er ”at blive klogere på den verden, hun lever i”, så er det vigtigt for hende, at hendes billeder møder en betragter.

- Hvis ikke der er nogen, der skal se det, så ved jeg ikke rigtig ... det er en del af det, der giver det mening, siger hun.

Som nævnt har hun lige nu billeder ude at møde publikum i flere lande. Dér må de klare sig selv, men hun bestræber sig på at hjælpe dem på vej ved at være til stede under ophængningen, så hun kan bestemme rækkefølge, lys, størrelse - akkurat som hun i opsætningen af en bog lægger kræfter i at få udtrykket - genklangen - frem.

Med børn på 2½, 8 og 13 er det ikke altid, det kan lade sig gøre.

- Men det er sjovt. Det er fest og en fejring af, at det er lykkedes, siger Trine Sønder- gaard og smiler:

- Og folk er jo som regel søde og venlige til en fernisering, når kunstneren er til stede.

Vigtigere er dog følelsen af at udstille sine billeder i oftest meget smukke rum og have et publikum, der rækker ud over Danmark.

- Det er da bare rigtig fedt, siger hun.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...