Billedhugger med fart på

Dirk Kolckwitz kører 1000 km på motorcykel for at lave billedkunst

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fisken er et bestillingsarbejde lavet for en kaptajn. FOTO: KURT BERING

HIRTSHALS:Han kalder sig ”Der rasende Bildhauer”, men om det skal oversættes til den rasende eller den ræsende billedhugger står hen i det uvisse. Han virker nu ganske fredelig, som han står og arbejder med et stykke træ i Fun Park i Hirtshals, så det er nok det sidste, og han arbejder da også i en rasende fart, når han omdanner træstubbe til skulpturer. - Han går og kigger længe på træet og SÅ begynder han lige pludselig at skære i det, fortæller Allan Kristensen fra Fun Park i Hirtshals beundrende. Billedhuggeren, der har kunnet opleves ”live” i Fun Park de seneste tre somre, hedder Dirk Kolckwitz og kommer fra Langenlipsdorf syd for Berlin. - Det var tilfældigt, at jeg kom hertil. Jeg ville på ferie i Sverige og Norge for tre år siden, men skulle vente på færgen i tre timer, og så kom jeg her forbi og så at der var nogen, der arbejdede i træ, fortæller Dirk Kolckwitz. Det var såmænd Allan Kristensen, men han overlod gerne værktøjet til tyskeren. Siden er Dirk Kolckwitz’ skulpturer skudt op rundt omkring i parken. - Jeg laver mest dyr. Jeg har ikke helt styr på at lave mennesker endnu, siger Dirk Kolckwitz. Men en flot indianerhøvding i træ tyder på at han er yderst beskeden. - Jeg er egentlig uddannet kok, men lærte at arbejde med træ, da jeg lavede legepladser i Berlin-området, fortæller han. Det er kun fem år siden han begyndte at lave billedhuggerarbejde - han er selvlært, men kan allerede nu leve af sin kunst. Han arbejder i Fun Park i to-tre måneder hver sommer og rejser så videre til Norge og Sverige. Han kører de 1000 km fra Langenlipsdorf syd for Berlin på sin motorcykel, og navnet ”Der rasende Bildhauer” er vist for resten en henvisning til den omkringfarende livsstil.