Velgørenhed

Billedkalender fra Lions godt modtaget

Et nyt initiativ hos Lions Club Hanbo-Brovst - en billedkalender for 2009 - er blevet så godt modtaget, at det allerede nu er afgjort, at der også kommer en kalender for 2010, fastslår Jørn Bager, formand for Lions Clubs kalenderudvalg.

jørn bager, formand for Lions Clubs kalenderudvalg, håber, at endnu flere vil sende et bidrag for Billedkalenderen 2009 og dermed være med til at støtte Lions Clubs hjælpearbejde.

jørn bager, formand for Lions Clubs kalenderudvalg, håber, at endnu flere vil sende et bidrag for Billedkalenderen 2009 og dermed være med til at støtte Lions Clubs hjælpearbejde.

Kalenderen, der kan hænge og samtidig vise et lokalt motiv for hver måned (bl.a. Bratskov, Kokkedal Slot, Oxholm Slot, Fosdalen og Attrup Havn), er udsendt til ca. 3900 husstande i den tidligere Brovst Kommune. Med kalenderen følger et girokort med opfordring til, at modtagerne indbetaler et symbolsk beløb på 75 kr., gerne mere, penge, som ubeskåret går til velgørende formål. Godt overskud - Takket være gode sponsorer - Bredbånd NORD og Nyfors som hovedsponsorer og en række andre lokale forretnings- og erhvervsdrivende bidragydere - har vi allerede ved produktion og udsendelse af kalenderen sikret os et godt overskud. Dertil kommer bidrag på girokort, hvor vi indtil videre har modtaget over 100 indbetalinger. Og langt de fleste sender 100 kr. i stedet for 75 kr., siger en tilfreds Jørn Bager. Fristen for at indsende penge er sat til 20. januar, og Lions-clubben håber, at endnu flere vil benytte sig af muligheden. Bidragyderne deltager i lodtrækningen om et gavekort på 5000 kr. fra XL Byg Brovst Tømmerhandel. Lions Club Hanbo-Brovst består af 32 medlemmer og kan snart fejre 40 års jubilæum. Godt kammeratskab - Vi har et godt kammeratskab i Lions, og vores opgave er at lave tiltag og aktiviteter for at samle penge til hjælp for nødlidende både lokalt og globalt, siger Jørn Bager. - Ud over kalenderen kan bl.a. nævnes, at vi sælger Lions-vinen i lokale dagligvareforretninger, vi er medudgiver af bogen Barn af Vendsyssel, og vi er medarrangør af et fast golfarrangement på Øland. Desuden holder vi en årlig højrebsfest i Brovst Hallen, hvor medlemmerne må invitere dem, de har lyst til. Alle betaler, og sidste år havde vi med 300 deltagere et overskud på ca. 25.000 kr. - Lions er i dag verdens største, private humanitære organisation med clubber i flere end 200 lande og ca. 1,4 millioner medlemmer. Og Lions har som en af de eneste hjælpeorganisationer det erklærede mål, at alle indsamlede penge skal gå ubeskåret til nødhjælp. Der bruges ikke én krone til administration, det betales af medlemmerne selv gennem kontingent, pointerer Jørn Bager. I Danmark indsamler Lions over 50 mio. kr. årligt. I Brovst-området uddeles støtte til forskellige foreninger, private og andre nødlidende, og desuden sendes penge til Lions International til nødlidende rundt i verden. At mange har glæde af hjælpen fra Lions har Jørn Bager bl.a. følgende eksempel på: De fjernsyn, Lions for år tilbage gav til stuerne på Brovst Sygehus, er nu via det polske hjælpearbejde i Loppebiksen på Øland på vej til Polen.