Billedskøn italiensk sportsvogn kommer både med V6-motor og eldrift
Den nærmest overjordiske Alfa Romeo 33 Stradale sportsvogn kan både fås med en V6-motor på 630 hk eller en elmotor på 750 hk
Opdateret 08. september 2023 kl. 17:10
Det lyder nærmest som en drøm; vælg en billedskøn supersportsvogn og bestem selv, om den skal levere et sekscylindret brøl eller lægge lydløst fra land med eldrift.
Men det er ikke desto mindre tilfældet med den nye 33 Stradale, som Alfa Romeo har vist. Den heftige supersportsvogn kan nemlig fås med enten en 3,0 liters V6 biturbo, der yder 630 hk og er koblet sammen med en otte trins DCT-automatgearkasse med dobbeltkobling, eller en elmotor på 750 hk, som er drevet af et batteri på 90 kWh, der rækker til 450 km kørsel.
Begge modeller klarer sjovt nok 0-100 km/t. på under tre sek. og har også den samme topfart på 333 km/t.
Desværre bliver der også kun produceret 33 eksemplarer af de to modeller til sammen. Hvis du synes, at det er påfaldende med alle de 33-taller, er det ikke tilfældigt.
De historiske rødder betyder alt for italienske bilproducenter og i særdeleshed for Alfa Romeo.
33 Stradale har nemlig klare tråde til den ikoniske Tipo 33 sportsvogn med V8-motor, som blev produceret fra 1967 til 1969 – dog kun i 18 eksemplarer.
Designet smyger sig således op af originalen med linjer, som omfatter runde forlygter, en lavtliggende kølergrill og saksedøre, som åbner let bagud. Bagude er der også runde baglygter, som her dog er forstørret op til kæmpe LED-kupler, mens luftindtagene har hentet inspiration fra forbilledet. Men her stopper sammenligningen så stort set også for den nye model, der naturligvis står på store 20 tommer fælge, der kan bestilles i sølv, guld eller sort og som i høj grad er et barn af nutiden.
Flere skræddersyede modeller kommer
Undervognen byder naturligvis på adaptive støddæmpere, dobbelte tværgående dæmpere og bremser med kulfiberskiver, lige som en funktion betyder, at undervognen kan hæves, hvor den lave sportsvogn møder forhindringer på vejen.
De to modeller er udviklet af mærkets specialafdeling, Alfa Romeo Bottega, som lægger vægt på håndværk og materialer fra storhedstiden i 1960’erne. Det er da også den afdeling, som står for de håndbyggede modeller, hvor ikke to er ens.
Ordene er store fra Alfa-Romeo-chefen, Jean-Philippe Imparato.
”Med den nye Alfa Romeo 33 Stradale præsenterer vi en bil, der yder retfærdighed til vores mærkes store historie og gør det store Alfa Romeo-fanfællesskab stolt. Et sådant resultat kunne kun opnås takket være udviklingsteamets ekspertise og passion. Den nye Alfa Romeo 33 Stradale er mærkets første 100 procent skræddersyede model siden 1969 - og jeg lover, at det ikke bliver den sidste," lyder det fra Jean-Philippe Imparato.
Enkel indretning
Kabinen er et kapitel for sig selv. I modsætning til førerpladsen i en Ferrari, der typisk nærmest er overdænget med skærme og et Formel 1-agtigt rat fuld af kontakter, er der her tale om zen-agtig enkelhed. Her troner det helt enkle rat foran et elegant svunget instrumentbord, der omkranser en enkelt integreret instrumentering. Her kan man vælge mellem det klassiske ”Tributo”-interiør og det mere sportslige ”Alfa Corse”.
Her er en opsætning, som Alfa Romeo kalder 3D Telescope og som sammen med enkel ratbetjening skal give en direkte kommunikation, lyder det fra Alfa Romeos folk. Det hele er lagt an på, at bilen skal være så enkel som mulig at betjene.
Prisen er ikke nævnt. Men det betyder ikke så meget, for alle eksemplarer er solgt.
- Er en ny supersportsvogn fra det italienske mærke.
- Den kommer med benzindrift, hvor den drives af en 3,0 liters V6-motor, som yder 630 hk. Alternativet er en elektrisk version, der har et batteri på 90 kWh og som yder 750 hk. Rækkevidden på ren el er 450 km. Begge klarer 0-100 km/t på under tre sek. Opladningshastigheder for elbilen er ikke oplyst.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.