Billedskolens kunst på biblioteket

Første del af den første billedskole afslutter med en udstilling

BRØNDERSLEV:Nu udstiller de 32 elever på Brønderslevs nye billedskole deres flotte tegninger i caféen på Brønderslev Bibliotek. De ældste deltagere - fra mange af kommunens 5. og 6. klasser - har eksperimenteret sammen med deres underviser, Lisbet Hvid Hermansen. - De har lavet pop-art med hverdagsting ligesom Andy Warhol. Og de har lavet musikmalerier inspireret af klassisk musik - Bach, Mozart og Beethoven. Det gav nogle rigtig flotte malerier, som de selv på seminariet blev imponeret af, fortæller hun. Med temaet Vind, vand og sand lavede eleverne også grafik. Her snittede de og brugte ting fra havet trykt på pressefoto med farve. De yngste elever - fra 3. og 4. klasserne - har også lavet pop-art, men de udstiller også tegninger af tigre og kameler. Desuden har de tegnet personer fra hele verden i farverige klædedragter. Lige nu holder de juleferie, men anden del af billedskolen på Sct. Georgs Gården starter 3. januar. Så bytter de to lærere hold: Dorte Ramlov får de ældste og Lisbet Hermansen de yngste hver mandag eftermiddag. Der var rift om at komme med på billedskolen, så underviserne og kulturkonsulent Inger Aarup håber på, at billedskolen fortsætter og evt. udvider med flere hold efter den første sæson.