Billedstedet står foran generationsskifte

LERUP:Galleriet Billedstedet ved Fosdalen kommer på nye hænder inden for en overskuelig tid. Indehaveren af Billedstedet, Ib Adelborg, er 73 år og føler, det snart er tid at trappe ned, mens hans hustru Jonna, der også arbejder i galleriet, gerne vil have tid til at male. Men parrets ambitionsniveau med hensyn til at arrangere udstillinger er ikke blevet mindre i årenes løb. Derfor er Jonna og Ib Adelborg så småt begyndt at sondere terrænet med henblik på at finde nogle, der vil videreføre Billedstedet i samme standard - måske i kompagniskab med, eller med hjælp fra, de hidtidige ejere den første tid. Men det har ikke noget hastværk med overtagelsen, siger Ib Adelborg, der for længst har forberedt dette års udstillinger og er gået i gang med næste års program. Billedstedet blev oprettet i et husmandssted i 1977. Det er i årenes løb udvidet betydeligt og er i dag Nordjyllands største galleri med et årligt besøgstal på 25.000. Jonna og Ib Adelborg har gennem tiden opdyrket et stort net af kontakter blandt kunstnere og været med til at forny udbuddet af moderne kunst til danske kunstelskere. Billedstedet var således et af de første danske gallerier, der lavede udstilling med færøske malere, og det første galleri i Danmark, der præsenterede islandske kunstnere.