Fodbold

Billet til DM-slutspil sikret i sidste hug

Aalborg HIK bagud 1-2 i sæt, men de vandt skæbnekampen 3-2

GENTOFTE AALBORG HIK 2-3 VOLLEYBALL, ELITEDIVISIONEN, KVINDER GENTOFTE: Aalborg HIK vendte 1-2 i sæt til en livsnødvendig sejr på 3-2 i grundspillets sidste runde, og sidste sæsons DM-bronzevindere indløste dermed som det sjette og sidste hold billet til DM-slutspillet efter nytår. - Vi tabte godt nok tredje sæt, men vi sluttede netop det sæt fint af spillemæssigt måske primært takket være en indskiftning af Malene Nielsen på hæverpladsen, siger Magnus Adalesteinsson, cheftræner for Aalborg HIK-kvinderne. Malene Nielsen spillede en flot kamp, da hun havde erstattet Helle Fjord, og i fjerde og femte sæt var der ikke den store slinger i valsen for gæsterne. Nerver på - Vi havde godt nok nerver på i fjerde sæt, måske mest på trænerbænken. Spillerne indledte da også lidt mere defensivt end ellers, men nu er vi klar til DM-slutspillet takket være to sejre på 3-2 i de sidste to kampe. Det var forløsende, og der var glæde og lettelse i hele truppen, da det endelig stod klart, fortsætter Magnus Adalsteinsson. Gentofte snuppede ellers første sæt 25-17, hvorefter HIK tog andet sæt 25-18. I tredje sæt førte Gentofte stort, men ved 9-4 i hjemmeholdets favør kom Malene Nielsen på banen, og sættet kunne såmænd ligeså godt være vippet over til Aalborg HIK's fordel. Jepsen med igen I går kom Mette Jepsen også i glimt i aktion for Aalborg HIK. Hun er ved at være sin skulderskade kvit. - Vi håber, hun måske bliver helt klar til pokalsemifinalen ude mod Holte på lørdag. Til gengæld står det fast, at Malene Stigaard er på skadeslisten til efter nytår, forklarer Magnus Adalsteinsson. I gårsdagens fem-sætter lyste libero Iben Andersen også op med stærkt spil hos HIK-pigerne, der sædvanen tro havde tre lysende profiler i Anja Block Christoffersen, anfører Louise Voss Hansen og Lene Marie Jensen. DM-slutspillet står efter nytår mellem Lyngby, DHG, Holte, Rosenlund, Fortuna Odense og Aalborg HIK.jeri Kampfakta: Sætcifre: 25-17, 18-25, 26-24, 19-25, 6-15. Dommere: Michael Andersen og Jan Herneth. Tilskuere: 100.