Billetkaos til guldslag
White Hawks måtte søndag aften stoppe for billetsalg til 7. finalekamp - storskærm i Hal 2
FREDERIKSHAVN: Der er ingen tvivl om, at Scanel Hockey Arena i Frederikshavn bliver fyldt til sidste plads fredag aften, når Frederikshavn White Hawks og SønderjyskE spiller den syvende og afgørende DM-finale i ishockey.
Spørgsmålet er imidlertid, hvordan fordelingen af frederikshavnere og sønderjyder bliver på tilskuerpladserne.
Der lukkes 2800 tilskuere ind, og allerede søndag aften lige efter afslutningen på finalekamp nummer seks i Vojens, blev der åbnet op for billetsalget i Frederikshavn White Hawks.
Det gav en overbelastning af billetsystemet, da der var omkring 20.000 forsøg på at blive registreret som billetkøber til fredagens afgørende DM-kamp, og man måtte søndag aften stoppe for videre køb af billetter.
- Vi skulle lige have klappet hesten ovenpå søndagens kamp i Vojens og ventet med at åbne op for billetsalget til kamp syv til i dag, erkender sales manager René Jørgensen fra White Hawks.
Han forventer, at der mandag over middag er en status over antal registrerede solgte billetter.
- I øjeblikket tyder det på, at der er solgt knap 400 billetter til fans fra det sønderjyske, og de kan placeres i udebaneafsnittet, hvor der er plads til 4-500 tilskuere.
Storskærm i Hal 2
- Interessen for den afgørende finalekamp er kolossal, og derfor forsøger vi at vise kampen på storskærm i Hal 2 ved Isstadion, siger René Jørgensen.
Der vil være plads til omkring 1000 tilskuere foran storskærmen i Hal 2, og der bliver salg af øl og pølser på stedet.
- Vi arbejder med en entrépris på 50 kroner for at se kampen på storskærm, og håber at det falder på plads, så ekstra mange kan følge finalekampen, siger René Jørgensen.