Billetter til alt – bare du vil betale

Fodbold 6. oktober 2008 06:00

AALBORG: Internetfirmaet worldticketshop.com er et hollandsk baseret firma, med hjemsted i Rotterdam, men som også har et kontor i England. Firmaet er registreret og fuldt lovligt i Holland, reklamerer med, at det har været i gang siden 1995 og har skaffet over 100.000 billetter til sine kunder gennem årene, fra stort set alle idrætsbegivenheder, men også til koncerter, teater, kunstudstillinger og andre, svært tilgængelige begivenheder. Og man reklamerer med ikke mindre end 120 procents billetgaranti. Vi kunne til kampen AaB – Manchester United købe billetter i hele tre kategorier: Manchester-sektionen - den, som kun de tilrejsende fans havde adgang til, og som var begrænset til 800 mennesker. Pris: 245 euro (cirka 1.825 kr.). Vi kunne også bestille kategori 2-billetter, bag mål, til 295 euro (cirka 2.200 kr.). Og så var der billetter til langsiden, kategori 1, til 345 euro (cirka 2.670 kr.). Hertil 25 euro (cirka 186 kr.) i "shipment" - leveringsomkostninger. Worldticketshop.com kundgør, at det er et privat firma, som køber og sælger billetter til alle store musik- og sportsbegivenheder over hele verden, fra Celine Dion til Bruce Springsteen, fra fodbold til Formel 1-race. - Vore erfarne billetjægere og troværdige agenter finder de billetter, der passer dig bedst, mens vor effektive kundeservice sørger for, at du får dem, når du behøver dem, og hvor du behøver dem. Firmaet gør opmærksom på, at de fleste billetter, de tilbyder, er sjældne og svære at få fat i – selv for dem. - Vore billetpriser er baseret på udbud og efterspørgsel – derfor er priserne sædvanligvis højere end prisen, påtrykt billetten. Endelig gør worldticket-shop.com opmærksom på, at de er fuldstændig uafhængig af professionelle events-folk, for som de skriver: - We work for you, not for them. Og har man tegnebogen i orden, så er det altså intet problem at komme ind til operaforestillinger som Aida i Milano, eller La Traviata i Wien, selv om der er udsolgt flere år frem i tiden. Eller til Manchester United - AaB, 10. december på Old Trafford, hvis det skulle friste.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...