Billetter til erotisk film revet væk
Biografchef har aldrig oplevet noget lignende. Premierebilletterne til Fifty Shades of Grey revet væk
Opdateret 24. maj 2022 kl. 11:40
AALBORG: Aldrig før har Biocity i Aalborg oplevet så stor en interesse for en film, som med Fifty Shades of Grey, der har premiere 12. februar.
- Vi startede forsalg i går på Fifty Shades of Grey. Og vi har aldrig oplevet noget lignende. Fuldstændig løbet over ende, det er virkelig stort. Til premieredagen blev billetterne solgt så hurtigt til sal 1 og 2, at vi satte en ekstra sal på til aftenforestillingerne. Og sidst på eftermiddagen var de billetter også væk, siger biografdirektør Boye Elimar fra Biocity Aalborg.
- Da dagen var omme, var der solgt eller reserveret næsten 5000 billetter her og i Metropol. Så heftig en forhåndsinteresse slår alt, hvad vi har oplevet tidligere, siger biografdirektøren.
Det kom ikke uventet for Biocity Aalborg, at der var så stor en interesse. Den sidste måneds tid har der været rigtig mange forespørgsler om datoen for forsalg især fra kvinder. Mange vil gerne være med til premieren, hvor der også er ”Girls Night Out” klokken 21.30 i begge biografer med champagne.
- Der er ingen tvivl om, at der bliver en meget høj stemning. Mange kvinder har købt seks-otte billetter, så det bliver mange kvindeflokke, der fylder salene, spår Boye Elimar.
Der er stadig billetter til dagene efter og i dagtimerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.