Billetter til Møllerevy går som varmt brød

150 billetter solgt på få dage

FREDERIKSHAVN:Billetsalget til Møllerevyens Jubilæumsrevy 17. januar er kommet godt fra start. På ganske få dage er der allerede solgt 150 billetter til showet, der samler mange af de gamle revykunstnere helt tilbage fra 1979, hvor revyen for første gang gik over de skrå brædder i Møllehuset. Som ét af de stjernenumre, revygæsterne kan glæde sig til, er sexkillingen Lola, med Jenny Larsen i hovedrollen som husmoderen, der sidder hjemme og underholder mænd med telefonsex, samtidig med at hun passer sine andre pligter. - Denne frække sag er skrevet af Sonja og Eivind Jensen, der har stået for mange af Møllerevyens glansnumre gennem årene. I sin tid vandt Jenny Larsen revyens Oscar - Freja - med sexkillingen Lola. - Da vi så fik Freja overrakt, skulle nummeret opføres igen. Og så måtte jeg tage min chef på Frederikshavn Lokalradio, John Berg, med som min mand. Så måtte han sidde ubarberet som anden Onslow i netundertrøje og seler med et pornoblad på en stol overfor mig - mens hans kone, Lola, skulle tjene penge på telefonsex, siger Jenny Larsen, der er blevet opfordret af mange til at genoplive Lola. Fra det allerførste revyår kommer også Allan Olsen, Hanne Møller og Henrik Christensen, og sidstnævnte har lovet at underholde med "Mathis" - frit efter Per Pallesens populære skikkelse, der evigt og altid gør kur til fru Christoff - oprindelig spillet af Tommy Kenter. Hanne Møller optræder med visen "Cimbria" - med tekst af den tidligere redaktør på Frederikshavn Bent Eilertsen og musik af Egon Kjøgx. Allan Olsen, der heller ikke i 1979 var vild med at spille revynumre, får også lov at slippe i 2004 - hvor han spiller egne numre - dog ikke nødvendigvis fra 1979. Af andre gamle revyrotter, der træder op igen til januar kan nævnes Kjeld Rye, Ellen Milo, Lene Siel med trio, Tina Siel, John og Laila Matzigkeit, Annette og Charlotte Lyng, samt de sidste to års hold Møllerevy-skuespillere. Musikken er også på plads, idet Nikolaj Vejen, C. P. Laursen og revyens nuværende musiker, Bjørn Lundbye, har lovet at møde op. Som sædvanlig er der én, der skal holde styr på løjerne - og det gør skuespilleren Torben Sekov. Han har nu gennem 20 år sørget for, at Møllerevyen blev holdt i stram snor. - Indtil videre har vi fået fat på 20 skuespillere - og sidder der flere, der gerne vil spille med, skal de bare henvende sig til mig. Men helst hurtigt, siger Jenny Larsen. Billetter til jubilæumsrevyen kan købes i Det Musiske Hus - og da revyen skal spille i den store sal, med godt 400 pladser, er der masser af billetter tilbage.