Billig sikring af Mårup Kirke

EMNER 12. august 2007 06:00

HJØRRING: Folketingets Trafikudvalg får mandag tilbudt en kystsikring af den nedstyrtningstruede Mårup Kirke ved Lønstrup til halv pris. Det oplyser formanden for foreningen Mårup Kirkes Venner, Tove Marquardsen, til Ritzau. Skagen Innovation Center - der står bag en omdiskuteret opfindelse af en kystsikringsmetode med drænrør - tilbyder at udføre arbejdet for seks millioner kroner, inklusiv oppumpning af sand fra havet og vedligeholdelse i ti år. Forslaget støttes af Mårup Kirkes Venner, der ligesom lokalsamfundet i almindelighed er utålmodige efter at få sikret kirken, der nu er under ti meter fra nedstyrtning ad en skrænt til havet. Da kirken blev opført i 1200-tallet lå den to kilometer fra havet, som siden har ædt sig ind. - Det er ikke bare lokale, der ønsker kirken bevaret, men også mange turister er alvorligt bekymrede for kirken, siger Tove Marquardsen. Hjørring Søndre Provsti har foreslået, at kirken rives ned og flyttes til for eksempel Frilandsmuseet nord for København. Men de lokale vil ikke af med den, men have den bevaret, siger Tove Marquardsen. De lokale håber, at en happening lørdag med en menneskekæde ude i vandet kan være med til at råbe offentligheden op, så der etableres en sikring efter årelang diskussion. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...