Billig tandbehandling i udlandet boomer

Siden 2001 har nordjysk firma haft succes med at formidle rejser

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Av Min Tand er interesseret i samarbejde med danske klinikker, fordi mange patienter, der har fået et større tandarbejde i udlandet behøver efterbehandling.Foto: Lars Wittrock/Scanpix

Stadig flere danskere er blevet bevidste om, at det er billigere at gå til tandlægen i udlandet, og det kommer det nordjyske firma, Av Min Tand til gode. Siden 2001 har Av Min Tand formidlet rejser for danskere til udlandet, når de skal have ordnet større arbejder hos tandlægen, og det går så godt, at Av Min Tand nu også vil samarbejde med danske tandlæger i hele landet - også i Nordjylland, oplyser Asger Frydkjær, der er indehaver af Av Min Tand. - Vi er startet i København, hvor vi nu har et formaliseret samarbejde med to tandlægeklinikker. Vores næste mål er at få et samarbejde i stand med klinikker i Århus, men vi har allerede fået henvendelser fra adskillige nordjyske tandlæger, der gerne vil samarbejde med os, og på lidt længere sigt har vi derfor en forventning om, at vi derfor også kan få et formaliseret samarbejde i stand med nordjyske tandlægeklinikker, siger Asger Frydkjær. Når Av Min Tand er interesseret i at få et samarbejde i stand med danske tandlægeklinikker skyldes det især, at mange patienter, der har været i udlandet for at få ordnet et større tandarbejde, har behov for efterbehandling hos en dansk tandlæge. Virksomhedens fokus ligger stadig på at hjælpe danskere til at komme til tandlægen i udlandet. Spar op til 50 procent - I lande som Sverige og Tyskland kan man spare mellem 40 og 50 procent af prisen, hvis man sammenligner med at danske tandlæger. Hvis man har behov for større tandlægearbejder til 5000 kroner eller mere, kan det derfor svare sig at rejse til Tyskland eller Sverige udelukkende for at komme til tandlægen, siger Frydkjær. Der er flere årsager til, at det er billigere i Tyskland, forklarer Asger Frydkjær. Tandlægernes omkostninger er mindre, da deres lønudgifter til klinikassistenter er mindre, og huslejeniveauet og skatterne også er mindre. Desuden er der overskud af tandlæger i Tyskland, og det presser tandlægernes priser. Forskel på lande Av Min Tand samarbejder også med tandlægeklinikker i Tyrkiet, da mange danskere på charterferie gerne vil benytte muligheden for at få en behandling i Tyrkiet, hvor man kan spare endnu mere end i Tyskland og Sverige. Men der er også stor forskel på tyske og tyrkiske tandlægeklinikker. Mens man i Flensborg kan komme til en lokal tandlæge, der har fået sin uddannelse i Danmark og forstår dansk, men har tyske priser, er forholdene helt anderledes i Tyrkiet. Her er det eksempelvis 10 procent af tandlægeklinikkerne, der betjenes af tandlæger, der ikke er uddannet som tandlæger. - Derfor samarbejder vi også kun med nogle enkelte klinikker, som vi har besøgt, og hvor vi føler os overbeviste om, at deres kvalitet er i orden, siger Asger Frydkjær. Selv om man hos Av Min Tand er omhyggelige med udvælgelsen af de tandlægeklinikker, som man samarbejder med, lægger Asger Frydkjær ikke skjul på, at det ikke er alle danskere, der er tilfredse med tandlægebehandlingen i udlandet. - I de tilfælde går vi ind og forsøger at mægle mellem patienterne og den udenlandske tandlæge. Som regel er det tale om misforståelser, der skyldes kommunikationsbesvær, siger Asger Frydkjær.