Billige reflekser giver falsk tryghed

KØBENHAVN:Mørket sænker sig over Danmark, og med vintertidens komme bruger mange børn og voksne reflekser for at kunne færdes sikkert i trafikken. Men mange reflekser giver en falsk tryghed, fordi de kun kan ses på kort afstand og ikke overholder den godkendelse, der sikrer at refleksen kan ses på 140 meters afstand. Nogle af reflekserne har kun en synlighed på 20 meter. Det er langt mindre end bilernes bremselængde, og derfor kan bilisterne ikke nå at gøre noget i forhold til en fodgænger eller cyklist. - Man køber en refleks for at være synlig i trafikken. Og når man så køber en refleks, der er ringere end et stykke hvidt papir på ryggen, så er det ikke sikkerhed, man køber. Man er til grin og får falsk sikkerhed, siger chef for presse og dokumentation i Rådet for Større Færdselssikkerhed Jesper Sølund til Ritzau. Standarden for reflekser hedder EN 13356, og er refleksen mærmet med den, kan den ses 140 meter væk. Daværende trafikminister Sonja Mikkelsen (S) (2002) og Rådet for Større Færdselssikkerhed sendte dengang et brev til indkøbere og producenter, hvor de blev opfordret til kun at købe og sælge godkendte produkter. Men der er stadig mange billige reflekser og gratis reflekser med reklametryk, der ikke giver den nødvendige synlighed. - Vi er meget irriterede over, at der fortsat er folk, der vil tjene hurtige penge på det her og ikke ser det som en opgave at forbedre sikkerheden. Vi har en lang række andre produkter som cykelhjelme og barnestole, som man slet ikke må sælge, hvis de ikke opfylder en række standarder. Problemet er, at vi lige nu ikke har noget værktøj til at rydde hylden for det skidt, der ligger der, siger Jesper Sølund. Der er regler på vej, og de vedtages sandsynligvis i foråret. I mellemtiden må forbrugerne selv sørge for sikkerheden til den forestående vinter./ritzau/