Billige soveposer kan være de bedste

Prisskilt og deklaration er ikke sikre pejlemærker, når teltturens sammenrullelige seng skal findes. I en ny test overhaler den billigste sovepose den dyreste

Man skal ikke springe i den første og bedste og dyreste sovepose, når man står med pungen klar før årets fjeldtur, hyttetur eller festival. En ny test fra Forbrugerrådet giver markedets soveposer karakterer, men stjernerne regner ikke i takt med priserne. Bare fordi en sovepose kravler op over 2000 kroner, kan den på nogle områder se sig overhalet af en langt billigere pose. Haglöfs Lim 5 hedder den sovepose, der i Forbrugerrådets Tænk+Test-undersøgelse topper rent prismæssigt. 2400 kroner må man slippe for den eksklusive, lette pose af dunfyld og yderst holdbare farver. Posen får da også en pæn håndfuld point-prikker af Forbrugerrådet, men på væsentlige punkter må den se sig slået af den 1900 kroner billigere sovepose med navnet Jysk Atlas. Atlas'en til bare 498 kroner er både mere praktisk, har en bedrevaskeevne og kan varme helt ned til 4 grader Celcius, mens Hagerlöf'en pakker sammen allerede ved 9 grader. Og så er Atlas'en i øvrigt tre centimeter længere end sin dyre "kollega". Lige før man dør På vinderpodiet over de i alt ni soveposer i Forbrugerrådets test troner Saw Tooth Mammot. Den kan klare vinternætter på helt ned til – 1,20 grader Celcius, den vinder rent teknisk, og den får også topkarakterer i isoleringsevne, lynlåsfunktion og farveægthed. Vil man have en så luksuriøs sovepose, må man af med 1.949 kroner. Men så kan man også være sikker på, at den nye dun-seng er præcis lige så lang, som den lover at være – nemlig 217 centimeter. Flere af de andre testede poser er enten smallere eller kortere, end de udgiver sig for at være. For eksempel fandt Forbrugerrådet hele 15 manglende centimeter ved Nanok Comfort-5-soveposen, og bredden var slet ikke opgivet. Temperaturerne, der opgives på soveposens deklaration, kan også snyde, advarer Forbrugerrådet. Der er nemlig hele fire forskellige slags. Komforttemperaturen nævner den laveste temperatur, man kan krybe i sin nye sovepose i og så stadig få en behagelig nattesøvn. Men komforttemperaturen er igen delt op i tre forskellige udgaver, nemlig alt efter om man sover sammenkrøbet, liggende på ryggen eller med uldunderbukserne og farmors strikkede strømper på. Endelig opgiver nogle soveposer også en ekstremtemperatur, nemlig ganske simpelthen hvor lav temperaturen må blive, hvor man stadig kan opholde sig seks timer i sin sovepose i uden at fryse ihjel.