Aalborg

Billigere at leje butikslokaler

I Aalborg trækker udviklingen østpå - stigende priser i storcentret

Vesterbro er blevet mindre attraktiv for de butiksdrivende.Arkivfoto: Lars Pauli

Vesterbro er blevet mindre attraktiv for de butiksdrivende.Arkivfoto: Lars Pauli

Over de seneste 10 år er det blevet rundt regnet dobbelt så dyrt at leje et butikslokale, men nu er prisen på vej ned, selv om der er klare afvigelser fra dette generelle billede. Det fortæller advokat Preben Bang Henriksen fra Advokatfirmaet Bang Henriksen & Muurholm i Aalborg. Kontoret har specialiseret sig i erhvervslejeret og søger hvert år at afdække markedets aktuelle lejepriser i Aalborg-området på basis af nyudlejninger, mæglervurderinger og afgørelser i boligretten. Undersøgelsen vedrørende 2010 er nu færdig, og ifølge Preben Bang Henriksen viser den blandt andet, at efterspørgslen rykker østpå på grund af Nordkraft, musikhus-byggeriet og Friis: - Værst er denne udvikling gået ud over Gravensgade, hvor der nu er en række tomme lejemål og en deraf følgende kraftig nedadgående tendens i markedslejen. - I gader som Vesterbro, Østeraagade og Boulevarden er priserne også på vej ned, mens Reberbansgade skiller sig ud ved at holde priserne uændret. Denne gade har formået at opretholde et attraktivt butiksmiks og kan muligvis forventes at blive Aalborgs nye "latiner-kvarter", nævner Preben Bang Henriksen. Lejer og udlejer enes om lavere pris Han fortæller, at kvadratmeterpriserne i Reberbansgade ligger på 1100-1600 kroner med en stigende tendens mod Vesterbro, hvor det normalt koster 1200-1600 kroner at leje et butikslokale pr. kvadratmeter - dyrest i området ved Cimbrertyren. - En af undtagelserne fra den faldende tendens er de centrale gågadeområder omkring Salling, der holder det høje niveau på 3800-4500 kr. pr. kvadratmeter. - Huslejen i Aalborg Storcenter afviger også ved at være stigende på grund af centerets succes, nævner Preben Bang Henriksen, der oplyser, at priserne i storcentret nu ligger på 2250-2750 kroner pr. kvadratmeter plus 600 kroner i fællesudgifter. På kontoret har de også bemærket, at markedsudviklingen og de mange tomme lejemål har medført en ny tendens: - Det ses nu oftere, at lejer og udlejer i fællesskab bliver enige om et lavere lejeniveau. Det sker som oftest, fordi lejeren truer med - ikke at gå i boligretten - men simpelthen at flytte. - Når udlejeren har udsigt til et tomt lejemål, kan der tit opnås et hurtigt forlig, måske suppleret af en fremtidig pristalsregulering, konstaterer Preben Bang Henriksen.