Billigere at ringe til mobilkunder

1. oktober 2002 08:00

København, mandag /ritzau/ Det bliver næste år billigere at ringe til en mobiltelefon, efter at IT- og Telestyrelsen mandag offentliggjorde nye maksimalpriser for TDC på de områder, hvor telekoncernen har forsyningspligt. De nye prisregler betyder, at minutprisen for kald til mobilnet i højtakstperioden sænkes fra nu 1,75 kr. pr. minut til 1,60 kr. pr. minut, svarende til et fald på otte procent. Også opkald til udlandet bliver billigere, idet den gennemsnitlige udlandstakst pr. minut skal sættes ned fra nu 2,21 kr. til 2,02 kr. pr. minut. De nye priser træder i kraft den 1. januar. Den almindelige samtaletakst på 25 øre pr. minut holdes uændret i 2003, mens et fastnetabonnement stiger beskedent fra 351 kr. til 357 kr. pr. kvartal. Abonnementer på ISDN sættes ned, så et privat ISDN-abonnement bliver godt ti procent billigere, idet afgiften falder fra nu 501 kr. til 447 kr. pr. kvartal. Et stort set tilsvarende fald vil ske inden for ISDN Professionel-abonnementet. Samlet set skal de nye priser sikre et fortsat fald i privatforbrugernes samlede teleregning. Den gennemsnitlige privatforbruger vil med de nye priser opleve et realprisfald på fire procent, målt i faste priser, i både 2003 og 2004, oplyser IT- og Telestyrelsen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...