Billigere dus-ordning for børn i 3. klasse

[/18 con rød] Forældre kan spare 300-400 kr. om måneden fra august næste år

AALBORG:Forældre og børn kender Dus 1 og Dus 2. Men nu introducerer skole- og kulturudvalget en såkaldt "Dus-halvanden" for børn i 3. klasse. Konsekvenserne bliver, at forældre med børn i 3. klasse kan se frem til at spare 300-400 kr. om måneden. Baggrunden for at drøfte oprettelsen af en ny dusordning i forbindelse med budgettet for 2005 er, at elever i 3. klasse får fire ekstra undervisningstimer i skoleåret 2005/2006, hvis man sammenligner med skoleåret 2003/2004. Det betyder naturligvis, at behovet for pasning i dus-ordningerne falder. Eleverne i 3. klasse kommer typisk til at gå i skole til kl. 13 i fire af ugens dage og til kl. 13.35 den sidste dag, og det vil få mange forældre til at overveje, om de vil betale den nuværende pris for at få passet deres børn i færre timer, end det er tilfældet i dag. - Vi kan se, at der er en tendens til, at forældrene vil melde deres børn ud af dus-ordningen. Derfor vil vi lave et tilbud, der matcher skolebørnenes og forældrenes behov, forklarer rådmand Nils Bell (V). Han forudser, at en meget stor del af forældrene ville melde deres børn ud, hvis der ikke blev etableret en "dus-halvanden". Men med det nye tilbud, som skal træde i kraft fra august næste år, har skole- og kulturudvalget fundet en fleksibel model, som mange forældre og børn vil få glæde af, mener rådmanden. Prisen for en plads i "dus-halvanden" skal ifølge skole- og kulturudvalgets forslag sættes ned fra 1.292 kr. til 992 kr. Og for børn, der ikke har behov for pasning om morgenen, falder prisen med endnu 100 kr. Når drenge og piger i 3. klasse skal have flere undervisningstimer, medfører det samtidig en besparelse i dus-ordningerne. På årsbasis sparer kommunen 6,5 mio. kr., og det vil selvfølgelig føre til ændrede arbejdsvilkår for nogle pædagoger, forklarer Nils Bell.