Energi

Billigere el fra Sverige

Danske forbrugere kan glæde sig over, at det bliver billigere at tænde for stikkontakten fra 1. november.

Da det blev svært for svenskerne selv at få tilstrækkeligt med billig strøm fra vandkraftværkerne, blev der lukket for det billige strøm til Danmark. Foto: Vattenfall.

Da det blev svært for svenskerne selv at få tilstrækkeligt med billig strøm fra vandkraftværkerne, blev der lukket for det billige strøm til Danmark. Foto: Vattenfall.

Efter en dansk klage har EU nemlig afgjort, at svenskerne ikke må reservere al den billige svenske vandkraft til sig selv, men skal sende noget videre til Danmark, skriver DR Nyheder. Hos Dansk Energi glæder man sig over, at svenskerne tvinges til at sende strømmen videre. - Danske forbrugere gik glip af billig el for omkring 150 millioner kroner om året, da det her stod på. Når man nu fjerner begrænsningerne, så må vi regne med, at vi får strømmen 150 millioner kroner billigere, siger chefkonsulent Charlotte Søndergren. Det er dog næppe en besparelse, som vil stå blinkende klart, når elregningen dumper ind af brevsprækken næste gang. Charlotte Søndergren fortæller, at en gennemsnitlig husstand kan forvente at spare ca. 25 kroner om året. Hun understreger, at det derfor også handler mere om det principielle i at få stoppet svenskernes favorisering af deres egne borgere. - Det kunne blive til rigtig mange penge for forbrugerne på længere sigt, hvis EU gav alle lande lov til at isolere deres egne billige fordele, siger Charlotte Søndergren til Ritzau. Problemet opstod, fordi svenske el-forbrugere skulle tilbydes samme pris, uanset hvor de bor. Men da de svenske vandkraftværker alle ligger i Nordsverige, så opstod der perioder, hvor det var svært at forsyne hele Sydsverige med billig vandkraft. Og for ikke at gøre det problem større, så lukkede Svenska Kraftnät for den billige strøm til Danmark./ritzau/