Billigere elregning til virksomhederne glæder DI

I Dansk Industri glæder man sig over lettelser af energiafgifter i forbindelse med regeringens vækstplan.

8. maj 2014 14:12

Lempelserne af virksomhedernes el-regninger i forbindelse med regeringens vækstplan vækker tilfredshed hos erhvervsorganisationen Dansk Industri.

Det fastslår direktør Tine Roed.

- Dansk Industri har længe efterlyst en lettelse af PSO-afgifterne. Det har vi, fordi den har en voldsomt negativ effekt på virksomhedernes konkurrenceevne, og derfor er vi selvfølgelig positive over for, at regeringen har lyttet til os, siger Tine Roed til Ritzau.

- Vi har verdens højeste skattetryk, så hver eneste gang, man kan lempe skatter og afgifter, så er vi positive, siger hun.

Dansk Industri havde gerne set, at virksomhederne slap endnu billigere, end regeringen lægger op til i den vækstplan, der præsenteres torsdag formiddag. Men DI anerkender samtidig, at lempelsen vil få stor betydning.

- Vi taler umiddelbart om lempelser for en milliard kroner om året, siger Tine Roed.

- Vi forventer, at PSO-afgiften samlet vil beløbe sig til omkring syv milliarder kroner i år, så det er en pæn lempelse, og der er ingen tvivl om, at det vil have en positiv effekt på virksomhedernes mulighed for at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark, tilføjer direktøren.

Hun lægger desuden vægt på, at regeringen har forsikret, at man ikke vil ændre den politiske energiaftale.

- Det er vigtigt, fordi virksomhederne har brug for ro omkring deres investeringer, siger hun.

Lempelser af PSO-afgifter er et nøglepunkt blandt i alt 89 initiativer i den vækstplan, som regeringen præsenterer torsdag.

Energiafgifterne står til en lempelse på næsten seks milliarder kroner frem mod 2020.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...