Detailhandel

Billigere mad i Sverige

En svensk organisation har kontrolleret priserne på en række dagligvarer i Malmø og København. Den gennemsnitlige besparelse ved at købe ind i Sverige er 25 procent, skriver Jyllands-Posten. De tider er for længst slut, hvor svenskerne strømmede til Danmark for at købe margarine, pølser, kød og flæskesvær. Nu er det på den anden side af Sundet, det sner. Priserne er langt lavere end herhjemme, endda så meget, at det kan betale sig at gøre sine indkøb derovre, trods den høje broafgift. Blot man køber nok. En svensk organisation kaldet Praktiska Broar tilknyttet Folkuniversitetet i Malmø har siden 1998 målt prisforskellene på dagligvarer i supermarkeder i henholdsvis København og Malmø. Undersøgelsen sammenligner de danske og svenske priser på 34 varer inden for 6 kategorier i 12 fødevarebutikker - 6 i hvert land. I den dyreste danske butik, Irma i Ørestad, kostede de 34 varer 911 svenske kroner, mens den danskejede Netto på Föreningsgatan i Malmø blot tog 510 svenske kroner for nøjagtig de samme produkter. Varerne, hvis priser blev tjekket, var smør, piskefløde, appelsiner, grøntsager, kaffe, sodavand, Ajax rengøringsmiddel, toiletpapir, seks æg, en frossen kylling og så videre. Stort set for alle artikler var prisen lavest i Sverige. De involverede danske forretninger var Irma, Bilka, Føtex, ISO, Netto og SuperBrugsen, hvoraf Netto var billigst. Dansk Netto var dog stadig 25 procent dyrere end svensk Netto.