Detailhandel

Billigt sprut - øget salg

Afgiftsnedsættelsen prentet i kundernes bevidsthed

NORDJYLLAND:Nordjyderne lever op til renommeet. Vi vil spare, hvor vi kan, og vi har næse for afgiftsnedsættelser, selv om forretningsdrivende generelt ikke har slået på tromme for onsdagen som dagen, da det blev væsentligt billigere at ryge cigaretter og drikke spiritus. Med undtagelser er der ikke reklameret med slagtilbud. Det er trods alt uge 40. Ugen, da der fokuseres på alkoholforbrug. Men i branchen lægges ikke skjul på, at tilbudstrommerne snart vil buldre. En købmand i Aalborg valgte at appellere til humoren i et tilbud, der gav flere folk i butikken. Kunderne blev indirekte opfordret til at købe Dr. Nielsen's nu til 78 kr. for en flaske - og vente med at drikke indholdet til i næste uge. - De fleste kunder har humor til det. Den faste pris efter afgiftsnedsættelsen bliver 99 kr. mod 139 kr. før 1. oktober, siger købmand Jørn Hvidevold, NH Supervest, Aalborg. Efter hans opfattelse vil alkoholforbruget ikke stige væsentligt. - Okay, nogle falder nok i sumpen, men vi må erkende, at det stadig er langt billigere at købe varerne ved grænsehandel. Folk ændrer ikke adfærd. Da sukkeret faldt til halv pris, skete der ikke noget særligt med forbruget, erindrer han. Poul E.& Aalborg Vinhandel, Aalborg, oplevede dagen igennem flere næser end vanligt mod butiksruden. - De studerede priser og nogle ventede på, at vi skulle åbne, så vi havde flere kunder, end vi plejer, men de tømte ikke hylderne. Det var især cognac og whisky, de gik efter. Prisfaldet er 40-42 kr. pr. flaske og jeg venter da, at vi vil sælge mere for fremtiden. Især vil unge nok købe mere spiritus, mener Poul E. Nielsen. Hverken Bilka i Skalborg eller Føtex i Aalborg Øst havde tilbud på åbningsdagen. - Salget af spiritus, især snaps og Gammel Dansk, er femdoblet uden nogen form for markedsføring. Folk havde opdaget afgiftsnedsættelsen og det virker som om, at flere end normalt købte hele kartoner cigaretter i stedet for løse pakker, lyder det fra varehuschef Peer Thomassen, Bilka. Hos Føtex i Aalborg Øst tales også om et øget salg. Der kom hurtigt huller på hylderne med spiritus og cigaretter og der var lagt flere varer frem end på en almindelig onsdag. - Men jeg tror ikke, at vi rendes over ende, siger varehuschef Bjarne Frandsen, Føtex. Han suppleres af sin ekspedient, Inge Steen Vinther, der havde fornøjelsen af glade kunder i kioskafdelingen. - Jeg har haft flere kunder end normalt og de kom i ryk. Nogle lagde rutinemæssigt aftalte penge til en pakke cigaretter, indtil noget ringede i dem eller jeg sagde, at de skulle have penge tilbage. Men de fleste vidste det og mange snuppede også en Aalborg Akvavit til 89,95. Indtil i forgårs kostede den 142,95 kr. Det er en prisforskel, der kan mærkes, siger hun.