Billigvin i bogform

Øjebliksbilleder af vinmarkedet, flotte detaljer og gode fortællinger

Man skal have en vinbog. Det er nødvendigt, for det er helt umuligt at rumme alle oplysninger om alle distrikter i hele verden i et enkelt hoved. Nok kan der puttes meget i computeren, men den skal jo også holde styr på smagsindtryk og så meget andet. Bøger må der til, selv om de ikke er nær så vigtige som flasker. Sæsonen for udgivelser er overstået, for nu skal der købes julegaver, og vinbøger et er godt emne. Årets høst gør sig bemærket bl.a. ved to bøger om billige vine. Forlag og forfattere har også registreret, at danskerne ikke vil betale ret meget for vinen - altså må der være et marked og penge til overs at købe bøger for. ”100 fremragende vine til prisen” (Høy, Rahbek & Rovsing, 132 sider, 98 kr.) fortæller ikke om fremragende vin, men om god, solid hverdagsvin - den slags de fleste drikker. Der er anvendt en journalistisk arbejdsform, hvor et panel har smagt et antal vine og gættet på prisen. Har deres gæt været højere end den faktiske pris, har det berettiget til en plads i bogen. Bogen er altså deres bud på et godt køb. Bogen kan næsten nå at være forældet, inden den er på gaden, så køb den nu, følg de gode råd. Priserne ændrer sig hele tiden. ###### Flittig forfatter Flemming Hvelplund er en flittig vinbogsforfatter. Han har to med i årets bunke. Han har altid været en god fortæller, og han har et realistisk forhold til vin efter at have tilbragt mere end en menneskealder i nærheden af et glas. ”Hverdagsvin for vinelskere” (Politikens Håndbøger, 170 sider, 199 kr.) er en generel beskrivelse af vin med udgangspunkt i det, som ikke er så dyrt. Der er mange gode oplysninger, men den erfarne vindrikker vil ikke finde så meget nyt. For begyndere er den udmærket. ###### Så er der betydelig mere gods i hans anden udgivelse: ”Politikens store vinbog” (394 sider, 299 kr.), er 6. udgave af ”Politikens Vinbog”. Stor er nu kommet på, fordi der er skiftet format, hvilket ikke gør bogen ringere. Jeg anbefaler den altid som et af de bedste bud på den første vinbog, der skal stå i reolen. Der er masser af oplysninger uden en uoverskuelige detaljeringsgrad. Kunsten i den slags bøger er at udvælge det rigtige stof, og det er Flemming Hvelplund god til, men han er også en erfaren foredragsholder, som har god kontakt til et bredt udsnit af forbrugere. Jeg har glædet mig over let forståeligt sprog, godt opsætning og en mængde dejlige billeder. Flot opslagsbog. ###### ”Oldenburgs vinguide 2004” (SMAG, 322 sider, 119 kr.) er en gammel kending. Hver sommer kæmper Henrik Oldenburg, der er redaktør for og udgiver af specialmagasinet Smag & Behag, sig gennem stabler af vin. I år har det ført til vurdering af 1600 vine. Tænk bare at skulle finde plads til alle de flasker i det birkerødske hjem - og finde plads til indtrykkene. Nu ved jeg, at han skriver ned undervejs, men der er altså meget logistik i den slags. Bogen er som altid et personligt indtryk af markedet, som det viser sig lige nu. Har man samme smagsopfattelse som Oldenburg, er det en fortræffelig bog med masser af god vejledning. Om det er tilfældet, kan man kun finde ud af ved at læse og smage, hvilket vel ikke er så ringe. ###### Hugh Johnsons ”Vin 2004” (Politikens Håndbøger, 296 sider, 99 kr.) og Oz Clarkes ”Årets vine 2004” (Børsen, 324 sider, 99 kr.) er lige så traditionelle med opremsning af masser af vin fra hele verden. De har været på markedet i mange år og har et fast publikum. De er lige gode og får hver ###### Specialisterne Så kommer vi til specialiteterne. Ole Troelsø, der er vinmedarbejder på Dagbladet Børsen, har skrevet ”Danske vinmagere” (Børsen, 166 sider, 299 kr.), efter at han gennem sit arbejde har mødt dem på deres ejendomme. De har alle en historie at fortælle, og den vil mange med sikkerhed glædes ved at læse. Blandt dem er Merete Løwig, hvis stærke, danske, blå øjne jeg første gang så ind i for en snes år siden, da Château Belgrave stadig ikke blev regnet for så meget. Hun bragte det til tops. Der er Prins Henrik, pioneren i Cahors. Og familien Jørgensen på Château de Haux, som sammen med 10.000 småaktionærer har gjort et slot ud af en ruin. Og familien Carl, der for egne midler siden 1985 har gjort landbrugsejendommen Château de Seguin til et af Bordeaux’ 10 største slotte. Og der er en række flere. Læs den. ###### Til slut dykker vi helt ned i detaljen i det mest komplekse vinland af dem alle, Italien. Blandt forfatterne til ”Politikens bog om italiensk Vin” (Politikens Forlag, 378 sider, 299 kr.) er tandlæge Finn Årosin Madsen, Brønderslev, og han har sammen med tre andre gjort et meget flot arbejde. Der er kommet et smukt og utroligt detaljeret værk ud af deres anstrengelser. Den vil mange med sikkerhed have stor glæde af, når de udforsker støvlelandets produkter og udfordrer deres smagsløg. De bindegale Italien-fans vil læse den fra ende til anden, mens mere almindelige forbrugere vil betragte den som et vigtigt opslagsværk. Begge grupper vil have lige stor glæde af den. ######