Billy Cross til Skovsgård

Brovst 1. april 2003 08:00

SKOVSGÅRD: På lørdag 5. april står Brovst Musikforsyning for en hygge-/intimkoncert med "Billy Cross & Everybody"s Talking". Billy Cross, oprindelig amerikansk, er nok en af Danmarks dygtigste musikere og guitarister. Hans nyeste band, "Everybody's Talking", præsenterer et repertoire, der spænder over et bredt spektrum af country, blues, pop, rock- og jazzarrangementer af kendte og mindre kendte sange, arrangeret efter alle kunstens regler for vokal, kor og naturligvis guitarer i alle afskygninger. Med sig har han to fantastiske musikere, nemlig forsanger i popgruppen Zididada, Jimmy Colding, og guitaristen Lars Maasbøl, der - ud over at spille med Zididada - også spiller med Stig Rossen. I foråret 2001 mødtes de tre musikere, Jimmy Colding, Lars Maasbøl og Billy Cross for at dyrke deres fælles interesse: den gode sang. Mødet var så inspirerende, at et halvt år efter var trioen "Everybody's Talking" parat til at drage ud på spillestederne og underholde det danske publikum med en håndfuld omhyggeligt udvalgte sange, krydret med small-talk, holdninger og anekdoter. Sidenhen er det blevet til en lang række vellykkede arrangementer rundt om i det ganske land, hvor publikum har kunnet nyde den afslappende atmosfære, som spreder sig i lokalet, når "Everybody's Talking" indtager scenen og inviterer folk med indenfor i det, som trioen kalder "vores dagligstue". Blandt kommende koncertarrangementer har Brovst Musikforsyning påskesøndag 20. april Omar and The Howlers, og fredag 9. maj dobbelt keltisk (irsk/skotsk) folk-/rock-koncert med Neil Brophy Band et arrangement, som også inkluderer whiskysmagning. Pinsesøndag, 8. juni er der parkfest på Bratskov.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...