Bilrevolution på træsprit

Energibyen Frederikshavn vil råbe politikerne op om lavere afgift på energi-biler

Biler på biogas eller anden miljøvenlig fremdrivning er vejen frem, hvis politikerne ellers vil, lyder det fra Energibyen Frederikshavn.,

Biler på biogas eller anden miljøvenlig fremdrivning er vejen frem, hvis politikerne ellers vil, lyder det fra Energibyen Frederikshavn.,

FREDERIKSHAVN:Nok blev Frederikshavn ikke i første runde udnævnt til Energiby på landsplan, men det forhindrer ikke Energibyen Frederikshavn i at præsentere Danmarks største udstilling inklusive en verdensnyhed inden for vedvarende energikøretøjer. Det sker i den kommende uge, hvor dørene slås op til "Energiugen 08". Tirsdag kan frederikshavnere og andre interesserede nordjyder få sig en prøvetur i el-, gas- eller hybridbilerne. Et helt nyt og revolutionerende grønt bud på en kombineret el- og brændselscellebil kører på metanol, også kaldet træsprit. Bag udviklingen står nordjysk forskning i bilteknologi, firmaet SerEnergy, dannet af forskere på Aalborg Universitet. Tesla Roadster på vej Der er også stadig håb om at få den Lotus-alike Tesla Roadster frem, ikke som først forventet fra USA, men nu via en privat ejer i England, der har en interesse i at vise den frem på udstillingen, der i øvrigt kan mønstre syv VE-biler (Vedvarende Energi, red.), to elektriske scootere og en el-bus. - Men der bliver meget andet at se på, med stande, der favner hele vores Energiby-projekt, lover Mikael Kau, direktøren for selskabet Energibyen Frederikshavn, der har sat sig for inden 1015 at gøre kommunen 100 procent selvforsynende med vedvarende energi. Indenfor transportdelen, som langt den største udfordring, er det allerede besluttet, at Dong Energy til næste år etablerer et tankanlæg i Frederikshavn, hvor omdannet biomasse fra affaldsanlægget i Skagen skal forsyne brændstoftankene i kommunalt indkøbte hybridbiler til bl.a. hele ældreplejen. Opfordring til politikerne - Der er kun en vej frem. Landspolitikerne skal tage sig sammen og fjerne ekstraomkostningerne på VE-biler, påpeger Mikael Kau. - En bil på biogas koster 20.000 kr. mere fra fabrikanten, men er 15 pct. billigere i forbrug. Med registreringsafgiften ryger der imidlertid 36.000 kr. oveni, så vi er oppe på en merudgift på 56.000 kr., så der skal køres meget for at tjene det ind, siger Mikael Kau og henviser til, at der allerede kører 60.000 biofuel biler i Sverige. På energiugens konference onsdag med op mod 200 deltagere bliver et af temaerne netop at få udfærdiget en opfordring til politikerne om differentierede bilafgifter. Energiugen åbner mandag hos erhvervsskolerne EUC Nord og Martec for inviterede gæster, og flere folketingsmedlemmer har meldt deres ankomst. Det samme har topfolk fra det danske erhvervsliv samt repræsentanter fra det kinesiske bystyre Shanghai. Bestyrelsesformanden i Grundfos og næstformand i Fonden Energibyen Frederikshavn, Niels Due Jensen, bliver den første, der kan sætte sig bag rattet i en af VE-bilerne, når han åbner Energiugen 08. Tirsdag er det så borgernes tur til at se udstillingen og sætte sig til rette bag rattet.