Bilsalget kørte langsommere i februar

Bilsalget gik en smule i stå i februar. Mens private fortsat købte løs, faldt erhvervslivets bilkøb

Et gear ned. Fra januar til februar faldt salget af nye biler med 13,8 procent.

Et gear ned. Fra januar til februar faldt salget af nye biler med 13,8 procent.

NORDJYLLAND:Der rullede færre nye biler på gaden i februar i år i forhold til måneden sidste år.

Faktisk faldt det samlede bilsalg med 13,8 procent til 12.245 nye personbiler. I januar fik danskerne bilnøgler til 14.200 nye biler.

Det er erhvervslivets manglende bilkøb, der trækker bilsalget i den forkerte retning.

- Vi kan se, at de private forbrugere fortsat køber flere biler end sidste år, men væksten hos de private ikke nok til at trække det samlede marked i plus, da erhvervskunderne er mere forbeholdne, siger Bent Mikkelsen, direktør hos De Danske Bilimportører.

Så selv om det samlede bilsalg er faldet, kan bilimportørerne fortsat glæde sig over at være en af de brancher, hvor det private forbrug vokser.

Men tendensen om et faldende erhvervssalg ser ud til at have bidt sig fast.

- Vi har nu set salget til erhvervslivet falde tre måneder i træk. Men det private forbrug i januar var så stort at markedet gik betydeligt frem. Samlet set er årets to første måneder på niveau med sidste år, siger Bent Mikkelsen.

Han glæder sig da også over, at salget ligger historisk fortsat på et meget højt niveau.

- Samlet set er årets to første måneder på niveau med sidste år, og februar var højere end i 2011, så overordnet set er det stadigt et meget flot marked, siger direktøren.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.