Danmark

Bilsalget på vej mod ny rekord

De danske bilimportører forventer, at 2016 udløser et nybilsalg på op mod 225.000 stk.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Opel Karl har fået et comeback og blev i august den tredje mest solgte bil med 610 stk.

DANMARK:Danskernes appetit på nye og lidt større biler ser ud til at være nærmest ustoppelig.

Med rekord på rekord især sommeren over, hvor juni toppede med små 24.000 biler og august også lå højt, har salget for 2016 kurs mod nye højder.Faktisk forventer De Danske Bilimportører, at vi måske runder hele 225.000 biler, når året er omme, hvilket overgår 2015-rekorden på 208.000 biler.

- Med et godt august salg og en stabil tendens kan vi kun se optimistisk på de kommende måneder, siger Gunni Mikkelsen, der er adm. direktør hos De Danske Bilimportører.

Mellemklassen vinder frem

Der bliver fortsat solgt færre biler i både mikro- og miniklassen, mens mellemklassen vinder terræn. Førstepladsen indtages i august atter af Peugeot 208, men der er dog blevet plads til et par mikroer på de næste pladser.

VW Up, er tilbage i toppen som nummer to. Det er udelukkende den faceliftede Up, som kan ses på listen, da den gamle model var udsolgt i slutningen af juni, oplyser importøren.

Opel Karl, som er nærmeste mikrobil, der kan matche Up, er tilbage på listen og helt oppe på en tredjeplads, mens Toyota Aygo som en af de gamle sællerter hænger på som nummer syv.

Takket være leasing-tilbud holder Peugeot 308 sig højt oppe på listen, mens VW Polo og Toyota Yaris også er godt med.

Kia Rio, Ford Fiesta og Citroën C3 er også godt med - ikke mindst på grund af kampagnetilbud.

Opel Astra får fat

Længere nede på top-20-listen har den nye Opel Astra fået godt fat og duellerer med få bilers mellemrum med VW Golf og Skoda Octavia.

Den eneste rendyrkede firmabil på listen er VW Passat, der er nummer 18.

Uden for listen viser gruppen af SUV’ere pæn fremgang sammen med mellemklassen.

Gunni Mikkelsen fra bilimportørerne har flere forklaringer på det store salg. Han peger dog især på afgiftsnedsættelsen fra 180 pct. til 150 pct., der kom i slutningen af 2015, som en af de store årsager.

- Hele afgiftsnedsættelsen er kommet forbrugerne direkte til gode. Danskerne har fået lidt mere bil for de samme penge, og de kan med god samvittighed tage det valg, da moderne større biler ikke behøver at være mindre miljørigtige end de helt små. Det ændrer dog ikke på det faktum at de små biler fortsat fylder stadig størstedelen af salget herhjemme, hvilket er markant anderledes end i vores nabolande, siger Gunni Mikkelsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.