Biltyv fanget på tankstation

Færdselsforseelser 29. juni 2003 08:00

KLIM: Ejeren af en stjålet VW Golf var i går mere end almindeligt heldig, da hun genfandt sin bil på en tankstation, mens tyven var ved at tanke den. Bilen var natten før stjålet fra en adresse i Fjerritslev, og ejeren havde derfor om morgenen måttet låne en anden bil. Da hun ved middagstid kom ind på DK tanken i Klim for at købe cigaretter, opdagede hun sin egen bil, der var ved at få benzin på. Tankpasser Sanne Madsen, DK Benzin, fortæller, at føreren af den stjålne Golf først havde været inde i butikken for at prøve at få benzin på kredit. Da det ikke lykkedes, var han alligevel begyndt at tanke bilen op. Pludselig begyndte den kvindelige kunde at råbe op, fordi hun havde genkendt sin bil, og tankens personale skyndte sig at ringe til politiet. Der var ikke problemer med at holde på biltyven, til politiet kom, fortæller Sanne Madsen. For det første virkede han ret beruset, for det andet var der nogle voksne mænd til stede, som holdt ham tilbage. Den uheldige biltyv, som er 30 år og fra Fjerritslev, blev taget med til blodprøve og vil blive sigtet for såvel brugstyveri som spirituskørsel, oplyser vagthavende ved Løgstør Politi.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...