Tyverier

Biltyv genkendt i Dronninglund

[/20 con rød] Biludlejer satte efter stjålet udlejningsvogn

DRONNINGLUND:To personbiler kørte søndag klokken lidt over tre mere end almindeligt hurtigt gennem gaderne i Dronninglund. Ud over, at den ene bil var meldt stjålet og den anden bil var på jagt efter den, så er omstændighederne omkring biljagten endnu noget uklare. I følge vicepolitiinspektør hos Frederikshavns Politi, Bremer Ovesen, så var den forfulgte bil en udlejningsbil, som er meldt stjålet for nogen tid siden. Manden, som kørte i den forfølgende bil, skulle være en medarbejder i biludlejningsselskabet AVIS, som den stjålne bil i sin tid er forsvundet fra. AVIS havde øjensynligt fået et tip om, at den stjålne bil var identificeret i Dronninglund-området. Selskabet sendte en mand op for at checke om rygtet talte sandt. Det lykkedes ham at finde frem til den stjålne bil, en sølvgrå SEAT Toledo. Siden den den forsvandt fra udlejningsselskabet var nummerpladerne på bilen blevet skiftet. Da den forsvandt blev den efterlyst som nummer VD 36 380, men i søndags var plader med nummer UU 20 439 monteret på bilen. Alligevel kunne AVIS-manden genkende køretøjet, og han kontaktede politiet i Frederikshavn samtidig med at han satte efter SEAT'en. Det har fået biltyven til at sætte farten op. Angiveligt i håb om at sætte sin forfølger af. Forfølgelsen gik i gennem Dronninglund i sydlig retning. Det har ikke været muligt for NORDJYSKE at fastlægge den nøjagtige rute eller få fastslået med hvilken hastighed bilerne tog turen gennem byen. Da den flygtende mand begyndte at styre mod syd blev politiet i Aalborg varskoet. Men inden Aalborg Politi kan nå at komme i aktion, så lykkedes det biltyven at ryste sin forfølger af, og han forsvandt sporløst syd på i landet. Ved redaktionens slutning, var det endnu usikkert, hvilken udgang sagen vil få. Sagens videre efterforskning er blevet overdraget til politiet i Aalborg.