Færdselsforseelser

Biltyv kørte mand halvt ihjel

22-årig mand føler sig 100 procent skyldig, men husker intet om trafikulykke.

Ulykke ved Østervrå. Arkivfoto: Jan Pedersen.

Ulykke ved Østervrå. Arkivfoto: Jan Pedersen.

En 22-årig mand fra Brønderslev havde hverken kørekort, bil eller alkoholfrit blod, da han 3. juni stødte sammen med en modkørende i Østervrå og sendte en mand på sygehuset med slemme kvæstelser. Manden var chanceløs, da den 22-årige trak over i den forkerte vejbane og kørte frontalt ind i ham. Begge biler blev totalskadet, og manden i den modkørende bil fik et brækket lårben, hjernerystelse, en oprevet lilletå, dobbeltsidet bækkenbensbrud, en sammenklappet lunge, beskadiget tyktarm og indre blødninger. Ikke første gang Manden har fået varige mén efter ulykken, mens det ikke kom frem, hvor meget den 22-årige kom til skade. Han virkede dog helt frisk, da han fredag ved Retten i Hjørring stod tiltalt for uagtsom legemsbeskadigelse under særlig skærpende omstændigheder, hensynsløs kørsel, spritkørsel, biltyveri og kørsel uden kørerkort i en bil, der ikke var holdt i forsvarlig stand. Det er i øvrigt ikke første gang han er blevet taget i at køre bil uden kørekort. Den unge mand var parat til at tilstå det hele. - Jeg kan huske et bump og et nyt bump. Ikke mere. Det næste jeg husker er, at jeg kommer til mig selv på sygehuset, forklarede han. Betænkelig dommer En tilståelse, der bygger på så lidt erindring, var dog ikke godt nok til dommer Gitte Kuhlwein. - Jeg er betænkelig ved at behandle det her som en tilståelsessag, indvendte hun. - Min klient har set billeder af det og ved at han er skyld i det. Han føler sig 100 procent skyldig, selv om det kniber med hukommelsen, sagde forsvarer Svend Ravn. Anklager Morten Sønderby forklarede den 22-årige, at det ville være svært for ham at vurdere, om han havde kørt hensynsløst, når han intet husker. Hårdere straf i vente - En lovændring fra 2010 lægger op til en forhøjelse af straffen til mellem 6 og 12 måneder, og det her er netop en af de situationer, man ville til livs med lovændringen, advarede anklageren. - Vi er så realistiske, at vi godt ved, at det ender i den høje ende. Men min klient vil gerne have det overstået i dag, svarede Svend Ravn. Men dommeren stod fast på at sagen ikke kan køres som en tilståelsessag. Der vil i stedet blive berammet en domsmandssag.