EMNER

Bilvrag bliver endelig fjernet

Efter en måneds irritation, knurren og undren, så kan beboerne i Skarp-Salling nu langt om længe glæde sig over, at et gammelt udbrændt bilvrag bliver fjernet fra hovedgaden. Det sker i dag.

Hvis ellers alt går efter planen, så skulle bilvraget blive fjernet i dag. foto: grete dahl

Hvis ellers alt går efter planen, så skulle bilvraget blive fjernet i dag. foto: grete dahl

Siden mandag 6. august har bilvraget stået og skæmmet i vejkanten på Aarsvej - få meter fra brugsen i Skarp-Salling. Dengang forsøgte en bilist forgæves at slukke branden i sin ældre Audi 100 CC, der udbrændte totalt. Pludselig opstod der flammer fra bilens motorrum, og bilisten forsøgte sig med en pulverslukker, men da Falck nåede frem stod bilen ikke til at redde. Beboerne i byen havde regnet med, at bilen kun skulle stå på stedet i kort tid, men sådan kom det ikke til at gå. Problemet var, at politiet i Løgstør ikke kun finde frem til ejeren, fordi bilen ikke var blevet omregistreret efter salg. - Da vi kontaktede den kvinde, som vi troede ejede bilen, så fik vi den besked, at hun havde solgt den. Den var siden blevet solgt tre-fire gange og da bilen ikke var omregistreret, så kunne vi ikke finde frem til ejermanden. Derfor kontaktede vi vejmyndighederne for at få dem til fjerne bilen, fortæller politiassistent Simon Jacobsen fra Nordjyllands Politi i Løgstør. - Ja, det vil sige, at vi har rent faktisk har bedt vejmyndighederne om at få bilen fjenet adskillige gange, men på grund af ferie og andre årsager, så har de åbenbart ikke fået det gjort, fortæller Simon Jacobsen, der i går endnu engang kontaktede vejmyndighederne fordi beboerne i Skarp-Salling reagerede overfor politiet i Løgstør. - Nu har vi fået håndslag på, at bilen bliver fjernet tirsdag, og det regner jeg så med vil ske, siger Simon Jacobsen. Det var Birthe Jensen, Buen, Salling, der i går rykkede politiet for at få bilen fjernet. - Det ser jo forfærdeligt ud, og desuden er folk begyndt at bruge det gamle udbrændte bilvrag som affaldsspand. Så nu glæder vi os til, at bilen kommer væk, siger hun.