Bio- bestyrelse uddeler kulturpris

Flere underholdningsindslag, når kulturformanden lørdag 31. januar overrækker årets Chaplin-pris

I fjor modtog pedel ved gymnasiet i Aars, Peter Stenild, kulturprisen, som blev overrakt af byrådsmedlem Asger Andersen. Arkivfoto

I fjor modtog pedel ved gymnasiet i Aars, Peter Stenild, kulturprisen, som blev overrakt af byrådsmedlem Asger Andersen. Arkivfoto

Hvem skal i år være den lokale Chaplin - eller rettere hvem skal tildeles den kulturelle hæderspris i Aars? Svaret gives om eftermiddagen lørdag 31. januar i Aars Teater Bio. Det er dagen, da formanden for kommunens kulturudvalg, Torben Myrup, overrækker "Chaplin - Aars Kulturpris 2009". Bag den står bestyrelsen for Aars Teater Bio, og det er også den, der vælger prismodtageren. Bestyrelsen har allerede emner i kikkerten, men interesserede kan forsat nå at komme med forslag til kandidater. Tidsfristen herfor er mandag 19. januar. Særlig indsats Chaplin-prisen gives til en person eller en gruppe af personer, der har ydet en særlig indsats for kulturlivet. Det er femte gang, den uddeles, og de første modtagere var Peer Poulsen, Lilli Nielsen, Anna Fogh, Palle Rønde Møller og Peter Stenild. Prisen er et maleri Selve prisen består i et kunstværk af en lokal kunstner, og i år er det et maleri lavet af Susanne Johnsen. Værket er skænket af Aars lokale kulturråd. Ud over prisoverrækkelsen, der foregår i Aars Teater Bio, kommer kulturen også i fokus på anden vis ved arrangementet. Der er nemlig tilrettelagt forskellig underholdning. Således medvirker et kor fra Vesthimmerlands Gymnasium/HF under ledelse af Margit Anette Hansen og Anne Verdelin. Koret, der ledsages af et orkester, vil traktere med to rytmiske satser. Thit Jensen-monolog På programmet er endvidere en af de medvirkende i Gundestrupspillet 2008, Birthe Gindrup Sørensen. Her havde hun en fremtrædende rolle i forestillingen "Lykke og Løgne" som Thit Jensen. Efterfølgende har Gundestrupspillets forfatter, sognepræst Troels Laursen, skrevet en Thit Jensen-monolog, som Birthe Gindrup Sørensen vil underholde med. Som det tredje indslag vil lokale aktører give en smagsprøve på "Cabaret Alfa", der får premiere i musikhuset i Aars onsdag 4. februar.