Film

Bio-direktør: Den er fantastisk

- Den er meget ekstrem i sit udtryk. Så nu får vi se, siger direktøren for BioCity i Aalborg, Boye Elimar.

- Den er meget ekstrem i sit udtryk. Så nu får vi se, siger direktøren for BioCity i Aalborg, Boye Elimar.

AALBORG:Ved filmfestivalen i Cannes fik Lars von Triers nyeste film, gyseren "AntiChrist", flere publikummer til at gå i protest. Men om det nordjyske biografpublikum overhovedet vil nå så langt som ind i biografsalen for at se filmen, der havde premiere i går, er endnu svært at spå om. For Lars von Trier er nemlig en instruktør, der om nogen skiller vandene, forklarer direktøren for BioCity i Aalborg, Boye Elimar. - Der er sådan set ikke nogen gylden middelvej. Enten synes folk, at Lars von Triers film er fantastiske, eller også synes de, at det er noget forfærdeligt skidt. Sådan vil det givetvist også gå med Antichrist, siger Boye Elimar fra telefonen i Cannes. Han deltager i disse dage i filmfestivalen, hvor han var med, da Antichrist blev vist for et international publikum for et par dage siden. Til begejstring for nogen, men bestemt ikke for andre. Og sådan bliver det også i Aalborg, mener Boye Elimar. Godt nok er tidligere film fra Lars von Triers hånd gået ganske godt i Nordjylland, men med lige præcis "Antichrist" har biografdirektøren svært ved at se klart i krystalkuglen, selvom der har været en del interesse om filmen allerede nu. - Den er meget ekstrem i sit udtryk. Så nu får vi se, lyder det fra Boye Elimar. Begejstret direktør Filmens succes afhænger nu af, hvordan reaktionen bliver fra de allerførste, der ser filmen. Det, direktøren kalder "Word of Mouth" - altså vil de første publikummer anbefale deres venner, kollegaer og familie at se filmen - eller måske det modsatte. Boye Elimar selv var blandt den begejstrede del af publikum, da han så den meget omdiskuterede film i Cannes. - Den er fantastisk! Men den er også svær, for den er i den grad symbolladet, og den kræver lige lidt tid at afkode. Men man går derfra rystet i sin grundvold. Han fortæller, at der efter filmen var et langt bifald - dog krydret med enkelte buh-råb. Klapsalverne blev dog ved længe, fordi publikum håbede, at Lars von Trier ville rejse sig og modtage bifaldet. Det skete bare ikke, for instruktøren var pist væk - han var smuttet undervejs i filmen. Men ikke alle nåede så langt som til det endelige bifald. - Der var også nogen, der gik undervejs. Men derfra hvor jeg sad, så det ikke ud til at være flere end normalt ved film i konkurrencen, vurderer Boye Elimar. Ingen vinderchancer Siden visningen har der været en del snak om den kontroversielle film i den sydfranske festivalby. Blandt andet om de voldsomme og meget grænseoverskridende scener i filmen. Men interessen for den gruopvækkende del af gyseren er hurtigt faldet, fortæller direktøren. Nu går snakken mere på, hvad von Trier egentlig mener med sin film. Og da von Trier ikke selv vil forklare, hvad meningen er, så er der kommet en masse bud. Boye Elimar glæder sig nu til at komme hjem til Danmark igen, så han kan læse de danske anmeldelser. - Og så måske af den vej blive lidt klogere på filmen. Én ting er Boye Elimar dog helt sikker på. "Antichrist" render ikke med årets Gyldne Palmer. - Det tror jeg ganske afgjort ikke. Der er den for ekstrem og for syret, siger han. "Antichrist" bliver indtil videre vist i BioCity fire gange dagligt.