Film

Bio klar til udvidelse

Hjørring Biocenter vil have topmoderne sal til 3D-film.

Hjørring Biocenter har virkelig fået tag i publikum med en række spændende film og flotte arrangementer. Nu vil biografdirektør Lasse Pedersen udvide for millioner. Foto: Bent Bach

Hjørring Biocenter har virkelig fået tag i publikum med en række spændende film og flotte arrangementer. Nu vil biografdirektør Lasse Pedersen udvide for millioner. Foto: Bent Bach

- Det må efterhånden være tid til, at der skal ske noget nyt! Lasse Gram Pedersen smiler, for Hjørring Biocenter har jo hver eneste uge nye film på plakaten, så han er bestemt ikke direktør for en stillestående gesjæft. Faktisk sker der så meget i Hjørring Biocenter, at det otte år gamle byggeri så småt begynder at være for lille til udbuddet af spændende film og antallet af gæster. - Hvis det stod til mig, så gik vi i gang med at grave allerede i næste uge, konstaterer Lasse Pedersen. Tegningerne er nemlig allerede lavet til en tilbygning, som skal give biografen en femte sal specielt designet til 3D-film. - Der vil selvfølgelig også kunne vises almindelige film, men der kommer flere og flere 3D-film, så det bliver primært dem, vi vil vise i den nye sal, fortæller biografejeren. Det kræver noget helt specielt udstyr, men før Lasse Pedersen og hans partner, Michael Obel, smider flere millioner på bordet til den nye sal og det dyre udstyr, så skal de danske biografer lige være enige om, hvad de vil vælge af formater på 3D-film. Det skulle de gerne være nået til enighed om i løbet af den næste måneds tid. Samtidig regner Lasse Pedersen med, at de sidste godkendelser til byggeriet ligger klar. - Jeg regner med, at vi går i gang med byggeriet, når håndværkerne har haft deres sommerferie. Og så skulle byggeriet gerne stå færdigt efter to måneder, lyder det med forventningens glæde. - Man skal selvfølgelig altid passe på med at sige den slags, men det bliver Danmarks bedste sal til 3D. Den nye biografsal bliver nemlig bygget i kegleform som i gamle dage, så alle sæderne kan vinkles på lærredet og der er væsentligt færre sæder nærmest lærredet end bagest i salen. - Og så bliver der topersoners sofaer, som man kan vælge i stedet for de traditionelle biografsæder, fortæller Lasse Pedersen. Det bliver også nødvendigt, hvis hans ord om oplevelsen ved nutidens 3D-film står til troende. - Du bliver simpelthen presset tilbage i sædet. Det er en kanon oplevelse. Nede i Viborg viste de "Bolt" her i vinterferien i 3D. Normalt er der altid børn, som skal på toilettet under filmen, men ikke én eneste gang gik døren op ind til salen i hele vinterferien. De var simpelthen blæst tilbage i sæderne, griner Lasse Pedersen. Til efteråret kommer turen til vendelboerne, når biografsalen til 4,8 millioner kroner står færdig til en festlig indvielse.