Biogasanlæg meldt til politiet - igen

Gasudslip natten til fredag fik bægeret til at flyde over.

Krogenskær. Arkivfoto: Bent Bach

Krogenskær. Arkivfoto: Bent Bach

BRØNDERSLEV:Efter en forfærdelig stank natten til fredag og hele fredag formiddag, har Brønderslev Kommune politianmeldt biogasanlægget Krogenskær.

Biogasanlægget havde på forhånd varslet kommunen og borgerne om, at et gasrør skulle skylles, og at der i den forbindelse kunne komme nogle lugtgener. Reparationen skulle dog ikke vare mere end en times tid.

- Men der skete en fejl under arbejdet, hvilket afstedkom et overtryk i anlægget. En ventil åbnede og resultatet blev en voldsom lugtemission hele natten og indtil fredag middag, forklarer Karsten Frederiksen (K), formand for miljø- og teknikudvalget.

- Vi er selvfølgelig klar over at det er begrundet i en beklagelig fejl, men som miljø- og teknikudvalget tidligere har tilkendegivet, er udvalget til sinds at foretage en politianmeldelse, når disse fejl kan henføres til forkert drift. Hver gang. Og deres egenkontrol og sikkerhed har åbenbart ikke været tilstrækkelig i denne situation. Det er ikke godt nok, at de ikke har styr på det hele natten, fastslår Karsten Frederiksen.

Han valgte fredag eftermiddag at indgive politianmeldelse på vegne af hele udvalget.

Anmeldelsen sker for overtrædelse af biogasanlæggets miljøgodkendelse pga. markante lugtgener.

Kommunen beder politimesteren rejse tiltale mod Krogenskær, og henviser til en minimums-bødetakst på 10.000 kr.

- Brønderslev Kommune vurderer, at ovenstående bødetakst som minimum skal følges, da overskridelsen af lugtemissionsvilkåret har berørt særdeles mange borgere, skriver Karsten Frederiksen og teknisk direktør Thomas Jepsen i politianmeldelsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.